Med en titel der minder undertegnede om den gamle popsang, der frejdigt proklamerede at det aldrig regner i det sydlige Californien, viser den franske film Det regner altid i Provence sig dog mere, at være som den lunefulde danske sommer: skiftevis varm og herlig for i næste øjeblik at slå over i dramatisk glatføre og kolde moraler.

Skuespilleren og instruktøren Agnes Jaoui har med sine seneste film De andres smag og Se på mig, der vandt en bodil i 2005 fået så meget succes hos det danske publikum, som det nu er muligt  at få når det drejer sig om smal fransk artfilm. Sammen med den rutinerede Jean-Pierre Bacri, der har medvirket i franske film i over  25 år, har hun skrevet Det regner altid i Provence, centreret omkring den travle politikker og feminist Agathe Villanova, spillet af Jaoui selv, og den selvoptagede filmdokumentarist Michel Ronsard(Barci), der sammen med sin ven Karim(Jamel Debbouze) får den ide, at lave en film om den populære politiker.
Karim og Agathe kender dog hinanden, da hans mor i mange år har tjent i huset hos Agathes nu afdøde mor, hvor søsteren Florence(Pascale Arbillot) nu bor med sin mand. Forholdet mellem de to søstre er, som set før i mange franske film, mere end vanskeligt, og forviklingerne bliver da heller ikke mindre, da vi finder ud af at Florence har en affære med filmmanden Michel.

Samtidig finder Agathes kæreste ud af, at hun dybest set er ligeglad med ham og deres forhold, hvad hendes konstant bippende mobil klart understreger, som da han forsøger at gøre det klart, at de skal stoppe med at være kærester.

Samtidig har Karim det mere end svært ved at lave en film om en kvinde, som ser ned på ham, og som han mener har kostet rundet med hans mor, det meste af hendes liv. Dette kommer til udtryk i en sjov scene, hvor han er forsinket på grund af en affære(hvad er det med franskmænd og sidespring!?) til et møde mellem hende og Michel angående filmen, og sidstnævnte fejlagtigt kommer til at vise Agathe en grovsatirisk montage, der fremstiller hende som en slavepisker af Karims mor.

At filmen, langt hen ad vejen, er ment som et fransk pendant på amerikanske Wes Andersons sorthumoristisk krøllede og excentriske person- og familieskildringer, gør dog langt fra at filmen lykkedes med dette. De sjove elementer er alt for få eller for platte, som de utallige uheld som de to filmmænd laver undervejs(såsom at glemme at optage, stille dårlige interviewspørgsmål og finde absurd dårlige locations). Da karaktererne langt fra er så særegne særlinge, som instruktøren gerne vil have os til at tro, efterlades tilskueren med et momentvis varmt drama, der spænder ben for sin egen charme ved at virke klichepræget på den dårlige måde.