Den østrigske instruktør Johannes Holzhausens dokumentarfilm, ’Det Store Museum’, følger den omfattende renovering af det Kunsthistoriske Museum i Wien. Det er frem for alt en film om museets forvandling og et portræt af dets ihærdige personale. Det er en fortælling om et museum, der må genskabs for at imødekomme moderne tider, hvor valget af font i museumskataloget har lige så stor betydning for antallet af gæster, som placeringen af de smukke malerier der i tusindevis pryder gangene. Tapet nedrives, murer væltes, lys sættes op og i et digitalt program sidder en ældre gråhåret museumsinspektør og forsøger at nytænke installationen af de mange værker. Uden for museet står østrigske soldater på række. De afventer en forbundskansler, der har mere travlt med at se på sit ur, end på den kunst han ikke kan se for bare malerier. Okay – måske personalets anstrengelser er for deres egen skyld.

 Det er Holzhausens sans for komikken i det situationelle, der gør ’Det store museum’ aldeles morsom; ikke sjov, men morsom – netop som Woody Allens film er morsomme, når kultureliten vises uden selvindsigt; uden sans for omverdenens syn på egne interesser. Det er ufrivilligt komisk, når kunstmuseets karismatiske direktør bevæger sig rundt med direktøren fra the British Museum, og de sammen konkluderer, at lysinstallationen fra Olafur Elliasen er beautiful with a touch of magic. Den subtile humor og kameraets evne til blot at være til er filmens store gave.

Det smukke og morsomme
Da det ellers statiske kamera bliver dynamisk, udmunder det i filmens formentlig stærkeste scene, begyndende med en museumsarbejder der ved en computer pludseligt griber et løbehjul. I glidende kamerabevægelser følger vi turen gennem de smukke barokke museumsgange. Over de bonede sildebensparketgulve svinger han om hjørner, alt imens kameraet legende let følger ham og lader de smukke omgivelser passere. Manden standser ved en printer, hvorfra han løfter det papir han har kørt efter. Det er både smukt og morsomt. De mange velvalgte framings minder om øjeblikke fra Ruben Östlunds fiktionsfilm, hvor ’Force Majeure’ er den åbenlyse (og nutidige) sammenligning.

Joerg Burger og Attila Boa, fotograferne bag ’Det Store Museums’, gør på intet tidspunkt beskueren opmærksom på deres eksistens. De har som dogme skulle være usynlige; fluer på væggen, som man siger, men netop i den statiske usynlighed forlader filmen sine beskuere. Filmen løber langsomt ud i sandet, og man savner flere smukke kamerature. Flere dynamiske scener; ganske enkelt fordi det netop er her, at fortællingen kortvarigt blomstrer til, hvad filmen kunne have været, men som den desværre aldrig bliver.

Den hule klang af historiens tomgang
I stedet bliver ’Det store museum’ statisk og tomgående. De humoristiske situationer mister sin effekt, når de ikke brydes, men i stedet fortsætter uendeligt som perler på en snor, der tydeliggør filmens manglende karakterudfoldelse. Det giver mening at hovedkarakteren er museet i sig selv, men end ikke den overdådige kunstsamling (eller dens trofaste lakajer) kan fastholde interessen gennem alle halvfems minutter. Der er utvivlsomt øjeblikke der kan kaldes geniale, men ’Det Store Museum’ mangler en retning, træder i vande og forbliver en stille og morsom fortælling.