Mennesker flygter fra død, sygdom og andre mennesker, men hvad er det de flygter til? Filmen Dheepan fokuserer på integrationen og de ærlige mennesker, der glemmes i mellem statistikkerne om kriminalitet.
Et sted i det borgerkrigshærgede Sri Lanka brænder et stort bål. Ilden knitrer lystigt og fortærer langsomt de brede grønne palmeblade og den store bunke lig, der ligger gemt under dem. Ved siden af bålet står den tamilske soldat, Dheepan, med et tomt udtryk i øjnene. Om han selv har været med til at begå krigsforbrydelsen eller om han bare har bevidnet den, er i sig selv ikke vigtigt, faktum er at han er mærket. Åbningen til Dheepan viser ikke blot filmens tema, men også dens centrale styrker. Kortfattet og uden brug af ord forklares publikum, hvorfor man kunne finde på at forlade sit hjemland til fordel for en usikker fremtid i Europa.
Beton Europa
For at komme til Europa skal man imidlertid have en famillie og har man ikke det, må man hurtigt lave en. En fremmed kvinde og en tilfældig pige uden forældre slynges sammen med Dheepan og pludselig er de på vej til Europa. Endedistinationen er imidlertid ikke et rigt paradis præget af liberale frihedsidealer, men derimod en af de notoriske betonforstæder i Frankrig. Ghettoen portrætteres som helvede på jord. Her hersker kaos og misbrug, ærlige mennesker dukker nakken og rydder op efter junkierne, det eneste der er organiseret er kriminaliteten. Hvor det meget rå billede af ghettoen måske ligger dårligt i munden på nogle, der nok ville kalde det overdrevet, fandt jeg personligt filmens konfrontatoriske attitude forfriskende. Misbruget og kriminaliteten undskyldes ikke. Dheepan prøver ikke at få os til at forstå hvorfor Mohammed deltager i bandekriminalitet eller hvorfor Omar tager heroin, i stedet forsøger filmen at tale på vejne af de ærlige og uskyldige, der er undertrykt af kriminaliteten og glemt af systemet.
De kummerlige leveforhold er imidlertid ikke filmens hovedfokus. Den sammensatte famillie af fremmede har ikke meget sammenhængskraft og deres individuelle historier er også meget forskellige. Den der bliver brugt mindst tid på er imidlertid også den mest interessante. Det er hjerteskærende at se den søde lille pige først blive givet væk af hendes moster for blot senere, at blive holdt udenfor af hendes nye klassekammerater i Frankrig. Med en sådan tragisk ballast er det ikke mærkeligt at man er vred på hele verden.
Subtil samfundskritik
Dheepan bliver aldrig overfortalt og dens styrker ligger faktisk i høj grad, der hvor den ikke siger noget. Filmen ytrer på den måde en usagt systemkritik når myndighederne hverken portrætteres godt eller dårligt i det at autoriterne knapt nok portrætteres. Karaktererne ringer aldrig efter politiet og i talesætter heller ikke myndighedernes manglende indgriben i den raserende bandekonflikt. Myndighedernes fravær tages forgivet og det tvinger en som seer til selv at spørge: Hvor er politiet henne? Jeg tænkte først at det måtte være et plothul af en art, men det gik senere op for mig, at det var en intelligent måde at lave social kommentar på. Er der nogen bedre måde at kritisere passiv integrationspolitik end aldrig at lade myndighederne vise sig i ghettoen?
Jacques Audiard der er manden bag Dheepan har før instrueret lignende socialrealisme i blandt andet i det voldsomme fængselsdrama Un Prophéte, der er ingen tvivl om at det rå og selvbevidste udtryk ligge godt i hans hænder. Det er derfor underligt at se Dheepan ende på den måde den gør, det er overraskende actionfyldt og især den meget rosenrøde slutscene passer ikke godt ind i filmens ellers grå verdens syn. Ikke desto mindre nød jeg Dheepan fra ende til anden og i en tid hvor vi konstant taler om folkevandring og bådflytninge er det interessant at have en film, der ikke fokuserer på hvor flygtningene kommer fra, men hvor de vil hen.