Skide skæg, men desværre stadig relevant!

’Diktatoren’ havde premiere i 1940 og betragtes i dag som en af Charlie Chaplins bedste film. Det var kongen af stumfilmens første rigtige talefilm, og den gjorde noget så kontroversielt som at parodiere fascismen på et tidspunkt hvor den, under ledelse af Hitler og Mussolini, havde tilkæmpet sig magten på det europæiske kontinent, hvilket også forhindrede filmens premiere i størstedelen af Europa. Efter krigen blev den dog enormt populær grundet dens skarpe latterliggørelse af fascisme i almindelighed og Hitler i særdeleshed, hvilket især var muligt grundet Chaplin fysiske lighed med Hitler! Nu har den igen premiere i en digitalt restaureret udgave.

Pest over Europa
Engang i 1930’erne kommer den karismatiske Adenoid Hynkel til magten i det fiktive europæiske land Tomania. Ridende på en bølge af befolkningens armod og frustration over de bristede stormagtsambitioner under den første verdenskrig holder han landet i et jerngreb. Hynkel drømmer om at kunne invadere det østlige naboland Osterlich, men for at kunne tøjle befolkningens ønske om øget livskvalitet fremfor krigsproduktion, afleder han deres opmærksomhed ved at puste til hadet mod Tomanias jødiske mindretal.

I den jødiske ghetto vender en barber tilbage efter at have været indlagt på et militærhospital i 20 år med hukommelsestab, som han pådrog sig under den første verdenskrig. Totalt udvidende om Hynkels jødehadske, fascistiske regime må han nu forsøge at få både hverdag og kærlighedsliv til at fungere til trods for brunskjorternes stigende undertrykkelse og forfølgelse af nabolagets beboere. Barberen ligner tilfældigvis Hynkel på en prik, og skæbnen vil at de to bliver forvekslet og barberen pludselig står på Hynkels talerstol.

Genial satire
’Diktatoren’ er med god grund en legendarisk film, Chaplin i rollen som Hynkel er simpelthen genial og hans tro væbnere Herring (Göring) og Garbitsch (Goebbels) ligeså. Hitlers overteatralske udstråling, hans skare af røvslikkere samt hæren af bruneskjorteklædte bonderøve er vidunderligt parodieret i filmen.

Morsomhederne kulminerer da Hynkel får besøg af Benzini Napaloni, den velpolstrede diktator fra den spaghettielskende nation Bacteria. De to fascister skal afgøre, hvem der skal have lov til at invadere Osterlich. De to store ledere søger potensforlængelse i alt lige fra militærparader til officielle middage, og det er hysterisk sjovt hele vejen igennem.

Humor som våben
Emnet for ’Diktatoren’ er jo egentlig gravalvorligt, regimerne der parodieres var skyld i Holocaust og en verdenskrig, men netop visheden om Holocausts rædsler gør filmen så pokkers forløsende. Humor er et stærkt våben netop fordi grundessensen af den fascistiske ideologi ER dybt idiotisk, f.eks. ved at bygge på pseudovidenskabelige vrangforestillinger såsom eugenik, konspirationsteorier om andre folkeslag og troen på, at et samfund kan avancere og udvikles ved at søge tilbage til (konstruerede) konservative idealer fra fortiden.

Nutidig relevans
Og vi kommer ikke udenom, at filmen har nutidig relevans. Jo selvfølgelig er meget af humoren sjov, fordi vi alle kan genkende persongalleriet fra historietimerne, men en lille del af mig grinede nu også med fordi jeg også genkendte nuancer af nutidige politiske strømninger og retorik i filmen – Tænk bare på den stigende nationalisme overalt i Europa og danskhedsdebatten, eller hvad med Putins latterlige propagandaapparat eller Trumpvælgernes komiske gudedyrkelse af ”den stærke mand”?

Uanset hvad er det en vidunderlig oplevelse at kunne skraldgrine af en film fra 1940, for blot til sidst at side og stortude under Chaplins legendariske tale til folket (publikum) i filmens tredje akt. Bevares, visse segmenter af filmen halter lidt: kærlighedsplottet imellem barberen og en fattig skønjomfru i Ghettoen cementerer for alvor filmens alder, og gør, at nogle segmenter kan virke sløve og lidt kedelige, men fascismesatiren ER kødet i filmen, og det smager stadig skønt!