Der bliver som sædvanlig skubbet grænser, når Sacha Baron Cohen begiver sig ud i armhule-sex, barberer skægget af døde mennesker og udstiller vestlige fordomme om andre nationaliteter.

Baron Cohen mestrer om nogen method acting, når det kommer til at portrættere skæve og skøre eksistenser. Vi har tidligere set ham i roller som Borat og Brüno. I Diktatoren giver Baron Cohen den igen som en umoralens vogter.

Som titlen bevidner er filmens omdrejningspunkt den almægtige diktator Admiral General Aladeen. Med sit selvudråbte heltemod følger vi diktatorens kamp for at beskytte sit land Wadiya i det nordlige Afrika imod indførelse af det altødelæggende demokrati. Dette fører til en rejse til USA, men da diktatoren forrådes i egne gemakker, overlades han pludselig til sig selv i det store frisindede land.

Instruktør Larry Charles (Borat, Brüno) og Sacha Baron Cohen har for en stund lagt mockumentary-stilen på hylden til fordel for et stjernebesat cast og en tydeligt fiktiv stil. Blandt andet spiller Ben Kingsley den forbitrede rådgiver Tamir, som (i bogstaveligste forstand) skal holde diktatoren i hånden undervejs. Vi møder også Anna Faris (Scary Movie) i hendes sædvanlige rolle som naiv og ufrivilligt komisk, denne gang tilsat en stor mængde frigørende kropsbehåring og feminisme. Allerede her har vi fået et par voldsomt kontrasterende og stereotype karakterer etableret, og uundgåeligt leder det op til nogle sjove sekvenser, men også nogle voldsomt ensidige skildringer af personerne, som vel hører sig denne type film til. Baron Cohen tager dermed som før fat i vores mest stereotype fordomme og formår i den grad at være provokerende, men desværre forsumper meget af filmen i for meget plat lavkomik og banale jokes.

Der skal ingen tvivl herske om, at Baron Cohen er begavet med et utroligt komisk talent, der ind imellem sender én ind i dybe latterkramper, som når vi indvies i, at Osama Bin Laden har boet i vestfløjen, siden de skød hans dobbeltgænger. Dette opvejer dog ikke alle de gange jokes falder til jorden i deres higen efter at fungere, eller de par gange man har lyst til at synke langt ned i biografstolen af bare væmmelse og pinlighed.

Med mockumentary-stilen i de to forudgående film som Baron Cohen og Charles har samarbejdet om, har de formået at markere sig ved at skabe noget provokerende og usædvanligt. Diktatoren føles ind imellem som et mere halvhjertet bud, der skal fungere som hurtig og pengeindkasserende underholdning. Filmen er et klassisk eksempel på, hvordan personlig smag gør sig gældende indenfor komik. Den rammer dog ofte nogle skarpsindige  betragtninger igennem jokene, og filmen skal uden tvivl have credit for Sacha Baron Cohens evige mod og indlevelsesevne.

Af Thea Hviid Ødbehr