Af Martin Wolsgaard

Det ægte, det fjollede og ignorante er i sandhed sjovt at se på, og især når det præsenterer sig selv indhyllet i uskyld. Hvis tilstanden af ’idioti’ er forceret skinner det igennem på sekunder, og det bliver uinteressant. Men hvis en mand i sandhed er clueless, hvis han ikke har det mindste begreb om sine besynderlige særheder – så har man noget der fungerer rent komisk. Barry Speck (Steve Carell) er en mand af denne kaliber.

Filmens helt er Tim Conrad (Paul Rudd), som er en ambitiøs ung mand, der drømmer om en glorværdig karriere og det famøse corner office. En dag kommer han igennem nåleøjet og inviteres af chefen til et middagsselskab. Humlen ved dette selskab er, at alle de succesfulde rigmænd skal medbringe hver deres oddball idiot. Ikke videre sympatisk, men Tim fristes af muligheden for avancement i kontorhierarkiet. Han møder ved et tilfælde Barry, der i sandhed er en oddball idiot, hvilket udtrykkes perfekt af hans hobby – at befolke store dukkehuse og modellandskaber med døde udstoppede mus i kostumer. Herfra stikker filmen af på en rejse gennem utallige irriterende pinlige, men elskelige og sjove sekvenser.

Meningen med galskaben i Dinner for Schmucks er at lade publikum vide præcis hvor miserabelt Tims liv bliver som resultat af bekendtskabet med Barry. Og takket være de nøje tilrettelagte pinligheder finder publikum ligeledes ud af, præcis hvordan Tim føler. I kraft af dette bliver essensen af Dinner for Schmucks, på trods af titlens indikation, ikke middagsselskabet. Det hele handler i virkeligheden om kampen om Tims sjæl – hans ære og integritet. Og her bliver Barry en uundværlig allieret for Tim, idet han repræsenterer det ærlige, det rene og det uskyldige.

Al uordenligheden og alt det pinlige morsomme, der altså gang på gang gør ondt helt ind i sjælen – alle disse anarkistiske screwball moments bliver i sidste ende kanaliseret tilbage til et budskab, der rummer en slags symbolsk pseudofrelse, hvilket mere eller mindre er, hvad Hollywood føler sig nødsaget til at levere for enhver pris i denne type film. Og det er måske en skam. Men med øjeblikke af veleksekverede morsomheder er parringen af Paul Rudd, Steve Carell og en talentfuld og velvalgt support cast bestemt nok til at holde komediefans underholdt om end ikke fuldt ud tilfredsstillet (hvad angår brug af deres lattermuskler i hvert fald).

På forhånd havde jeg i kraft af traileren og omtale af filmen ikke store forventninger til, at Dinner for Schmucks skulle vise sig at være en velfungerende komedie. Og alt i alt er det måske heller ikke den fineste anmærkning for en filminstruktør at overskride relativt lave forventninger, men ikke desto mindre er det overraskende opløftende, når det sker. Instruktør Jay Roach (Meet the Parents) formår bestemt at gøre dette, og som resultat heraf bliver Dinner for Schmucks på flere måder en eksemplarisk moderne Hollywood komedie.

4 af 6 stjerner.