Menneskehedens sårbarhed og uendelige dumhed bekræftes endnu en gang i filmen, som ikke er ‘Jurassic World 3’, men faktisk ‘Jurassic Park 6’. 

Naturen er os overlegen (bortset fra Jeff Goldblum – har du læst min anmeldelse af hans National Geographic-serie), og det prøver ’Jurassic World: Dominion’ fortsat at slå fast.

Skuespillerne fra de første ’Jurassic World’-film møder denne gang de helt originale helte fra ’Jurassic Park’-trilogien, hvilket er et møde, der får alle fans’ hjerter til at banke af glæde, mens tårerne triller ned ad kinderne.

Det står slemt til med verdenen, for dinosaurer er sluppet ud af deres ”sikre” indhegning og prøver at leve side om side med mennesker, mens onde videnskabsmænd prøver at tjene penge på sult og hungersnød.

De eneste, der kan redde os alle, er selvfølgelig holdet bestående af en gnaven palæontolog, en eventyrlysten biolog, en karismatisk kaosteoretiker, en rødhåret parkoperatør og en selvsikker dinosaurcowboy.

Det er så latterligt, at det er godt.

Når nostalgien hersker

Min første anmeldelse (dog stadig uofficiel) var af den første ’Jurassic World’ fra 2015, hvor jeg blev så ramt af filmen, at jeg var nødt til at skrive om den på min Facebook-profil.

Jeg husker filmens første store øjeblik i den nye park, hvor dørene åbner storslået op, samtidig med at den originale ’Jurassic Park’-underlægningsmusik spiller for fulde blæs.

Jeg voksede op med de tre originale film og har nynnet musikken, så længe jeg kan huske, så at vende tilbage til den verden var som at komme hjem.

I min første anmeldelse skrev jeg om, hvordan mødet mellem den nye dinosaur og den gamle T-Rex symboliserede de nye tiders konkurrence med de gamle, hvilket er argumentet for mange, når de brokker sig over, at der bliver pillet ved klassikerne – på samme måde, som at man ikke skal genmodificere en voldelig dinosaur, skal man ikke tage solidt originalt materiale og ændre på det.

Min holdning til det, som jeg stadig står ved i dag efter ’Jurassic World: Dominion’, var, at det nye ikke skal ses som en trussel mod det gamle, men derimod som en hyldest.

Både i filmen fra 2015 og i ‘Jurassic World: Dominion’ ser man den nye dinosaur kæmpe mod de gamle, men på en eller anden måde bliver de gamle fjender til nye venner, som bevarer og hylder traditionen bag ’Jurassic Park’.

Og så er det faktisk til at se igennem fingre med, at Chris Pratt kun har tre ansigtsudtryk at arbejde med, når man har nostalgien med sig.

Det bliver kun bedre med tiden

Dr. Ian Malcolm (Jeff Goldblum) er tilbage i sort fra top til tå, Dr. Alan Grant (Sam Neill) er lige så gnaven som altid, og Dr. Ellie Sattler (Laura Dern) er kun blevet skønnere og et større modeikon. 

Kort sagt er deres tilbagekomst til Jurassic-universet kun en kæmpe velsignelse, for uden dem og de mange tråde tilbage til de gamle film ville ’Jurassic World: Dominion’ slet ikke have været nær så god – ja, det var shade mod Chris Pratt.

Instruktøren bag den første ‘Jurassic World’, Colin Trevorrow, er nemlig den samme i denne omgang, hvilket måske kan forklare den generelle utilfredshed med ‘Jurassic World: Fallen Kingdom’ fra 2018, som havde en anden instruktør.

Selvom det ikke er den legendariske Spielberg, formår Trevorrow stadig at forbinde trådene mellem de nye og de gamle film på en meget elegant og tilfredsstillende måde.

Der er også ufatteligt gode effekter i filmen, som gør dinosaurerne så livagtige, at man hurtigt glemmer, at de ikke findes, når man kan se dinosaurens ånde i det kolde vejr.

Skuespillernes evne til at interagere med de her ”dyr” er også imponerende, når man tænker på, hvordan det har været at optage filmen. Alligevel fremstår samspillet mellem dinosaur og menneske helt naturligt.

Udviklingen af filmteknologi og den måde, det bruges til at forbedre effekter og scenografi, er endnu et argument for, hvorfor det var godt, at de fortsatte med at lave de her film.

En glad dinosaur er lig med en glad seer

Som nævnt tidligere, er filmmusik ufattelig vigtigt for mig, da det er noget af det, jeg sætter mest pris på, hvis jeg skal kunne relatere til en film.

I det her tilfælde kan man sige, at filmholdet har snydt hjemmefra, fordi de kan bruge noget af verdens mest kendte filmmusik nogensinde lavet og dermed få nemme point.

Udover det, er et tegn på en god film for mig, hvorvidt man som seer kan føle, hvad skuespillerne føler, og det gælder sjovt nok også i relation til dinosaurer.

Hvis man har set ’Jurassic World: Fallen Kingdom’, kan man nok også huske synet af den enlige langhals, der bliver efterladt i asken fra vulkanudbruddet med et sorgfuldt hyl. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne have så stærke følelser for et forhistorisk dyr, men den scene har fulgt mig lige siden.

Samme kraftfulde følelser oplevede jeg også under ’Jurassic World: Dominion’, hvor jeg fældede flere tårer i sympati med dinosaurerne, hvilket gjorde hele oplevelsen så meget større for mig.

Det absolut eneste, jeg kan sætte en finger på, udover Chris Pratt, er, at de godt kunne have brugt den originale filmmusik endnu mere. Det kan jeg dog godt tilgive dem, da de i stedet gav mig mere Grant, Sattler og Malcolm. 

Disse film har vist, at de forhistoriske og majestætiske dyr hører fortiden til, men det betyder jo ikke, at de ikke kan leve videre på skærmen og i vores hjerter.