I et desperat forsøg på at menneskeliggøre en megastjerne, lykkes det Disney at zoome så langt ind på en sørgende Ed Sheeran, at det bliver svært at se, hvem det er, og hvad han græder over.

Ed Sheeran havde en hård start på 2022. De forskellige copyright-søgsmål, der er blevet ført imod ham de senere år, er kun toppen af the castle on the hill.

Eds kone Cherry får i starten af året konstateret kræft, som ikke kan behandles, fordi hun er højgravid. Det ser alvorligt ud, og Ed må forberede sig på det værste. Det viser sig dog ikke at være så alvorligt alligevel, og parret når lige en enkelt dags lettelse. Dagen efter får de at vide, at Eds bedste ven Jamal er død.

Sød superstjerne i sorg

Ed Sheeran er sådan en mand, som jeg personligt virkelig gerne vil elske. Han udsender generelt en meget elskelig energi. Manden er adorable som en hundehvalp, og hans musik er ren fløde og følelser lige til at lappe i sig.

Ud over det er han lidt som en mandlig Taylor Swift – selvstændig, hårdtarbejdende, pissedygtig til det, han gør, og meget ambitiøs fra en meget tidlig alder. Og så samtidigt en, som til tider ikke er blevet taget helt alvorligt blandt musikkendere, på trods af kæmpehøje lyttertal og udsolgte stadiumkoncerter.

Af alle disse årsager ville jeg også virkelig gerne elske dokumentaren ’Ed Sheeran (+ the × sum ÷ of = it – all)’. Jeg under simpelthen virkelig manden det. Ikke mindst efter at have hørt om alt det, han har været igennem den senere tid. Og derfor virker det også så meget mere provokerende på mig, når serien alligevel lader min indlevelse falde til jorden.

Dokumentaren skildrer den følelsesmæssige rutsjebanetur, 2022 var for Ed Sheeran. Første afsnit fortæller Ed og Cherrys kærlighedshistorie, om hvordan de fandt sammen, og hvordan de holder liv i det kærlige, når verdensturneer og paparazzier er en stor del af hverdagen. Det slutter med hendes sygdom og efterfølgende raskmeldelse.

Afsnit to handler om venskab og viser Eds relation til vennen Jamal og den altoverskyggende sorg ved hans død. Denne her sorg, som allerede nævnes i slutningen af første afsnit, flyder videre og er også den primære stemning i afsnit tre, hvor Ed er i studiet og indspille, samt ind i afsnit fire, hvor han tager til USA for at promovere det nye album.

Autenticiteten drukner i symbolske bølger

Som det måske ikke kommer bag på nogen, er et samarbejde mellem Ed Sheeran og Disney en lige lovlig sentimental affære. Dokumentaren er patos ophævet i patos, hvilket godt kan få det til at hvine lidt i tænderne af og til.

Det store problem med dokumentaren er dog ikke direkte, at den er sentimental og patosstyret. Nej problemet er, at de metaforiske virkemidler dokumentaren bruger, for at symbolisere alle de her forfærdelige sindstilstande, Ed Sheeran befinder sig i, ender med næsten at gøre det umuligt at se mennesket for bar af sorg.

I slutningen af tredje afsnit holder Ed en koncert i en kirke og spiller sangene fra det nye album for et prøvepublikum. Her bryder han ud i gråd på scenen, da han er ved at fortælle om Jamal. Og bedst som dokumentaren her er lige ved at blive ægte smuk og vedkommende, skruer Disney helt op for effekterne med høje tinnituslyde og hurtigere og hurtigere klipning til bølger, der slår voldsomt mod en strand, indtil den lille superstjerne på scenen drukner fuldstændig i bølgebrus. Dokumentaren er her så insisterende i sin historiefortælling og så forhippet på at vise, at Ed Sheeran altså har det dårligt, at vi slet ikke får lov at se ham stå og have det dårligt.

I sidste afsnit siger Cherry, at Ed meget sjældent græder. Men det virker absurd og forkert, fordi dokumentaren har vist ham græde i hvert eneste afsnit. I forsøget på at skildre superstjernen som et rigtigt menneske via hans sorg, er det simpelthen lykkedes dokumentaren fuldstændig at fejlrepræsentere det menneske, Ed Sheeran er. Og så bliver jeg skeptisk over for Disney. Vil I virkelig, som I selv siger, vise mig hvem Ed Sheeran egentlig er? Eller vil I bare have mig til at græde så meget som muligt?

Og her ville en kynisk Ed Sheeran-kritiker måske sige, at det ofte virker som om, Ed har samme projekt i sin sangskrivning. Og at det derfor kunne være meget passende i så fald. Men er det en begrundelse, for at lave en dokumentar, der larmer så meget med drama, at det er svært at tage helt alvorligt? Og er det overhovedet fair over for det menneske, der står foran kameraet?

Giv manden lov til at tænke højt

Det er ikke en dårlig dokumentar. Den er velproduceret, lækker at se på og giver til tider et syret indblik i musikbranchens øverste tinder og i det skizofrene i både at være verdensstjerne og menneske på samme tid. Men hvor ville det dog have klædt den, hvis den havde turdet skrue lidt ned og lade form og fortælling træde i baggrunden for i stedet at give lidt mere plads til sin hovedperson.

Ed siger selv i fjerde afsnit om sin oplevelse med at bryde sammen på scenen: ”I didn’t feel like an entertainer that night. I felt like just a man on stage talking.” Det lyder som noget, jeg gerne ville have set.