Der er hængebryster og sædsmagssnak. Der er stereotyper og 15 minutter for meget. Og jeg er stadig fan.

Vi kender dem fra tv. Karaktererne Ditte og Louise, der i 2015/16 udstillede sig selv som kvinder, som kunstnere og som mødre på DR1. De var befriende ærlige og ublufærdige i en grad, hvor man krummede tæer, imens man faldt om på gulvet i latterkramper. For de gjorde og sagde alt det, som kvinder ikke gjorde på tv, og det var genkendeligt og hylende morsomt. Små spidende kommentarer, der bare sad lige i skabet.

Det var derfor også med høje forventninger og lidt skepsis, at jeg gik ind og så den selvironiske og altid nøgne duo. For kan disse grænseoverskridende kvinder overføre deres udleverende univers til en 105 minutters lang klassik opbygget spillefilm? Det kan de langt hen ad vejen.

Tennis eller ankelsok?
Nogle år er gået, siden vi forlod kvinderne i serien, og de er nu forholdsvis succesfulde med deres turnerende varieté show ”Øgler”. Men det er ikke nok for Ditte at leve på landevejen i den gule varevogn af McDonalds burgere, efter man har suttet pik på en arrangør. Efter en mislykket casting som ”gammel luder” har Ditte fået nok.

Hun tager en chance og forvandler sig til Ditlev, der vækker minder om en langhåret Lars Mikkelsen, og med skæg og ankelsok i bukserne snupper hun den helt store hovedrolle, og alt vendes nu på hovedet. For kvinderne kaster sig over denne mystiske følsomme mand, og kendis mændene og branchen giver ”hende” pludselig opmærksomhed. Men hvad med hendes bedste veninde og partner Louise?

Det smager lidt ligesom brie
Som en tidligere del af denne branche og som kvinde, ser jeg masser af genkendelighed i deres lidt karikerede fremstilling af begge dele. De holder den samme humoristiske tone som tv serien med spydige og feministiske kommentarer til en mandsdomineret branche, hvor kvinder skal vise hud, og ligeløn ikke eksisterer.

Som en del af den feministiske debat der er op blomstret, rammer denne film lige ned i nogle problematikker, hvor både mænd og kvinder bliver skarpt, men ustyrlig morsomt, udstillet. Karaktererne er stereotype, men for budskabet og i universet virker det.

Problemet opstår, når vi når til filmens anden halvdel, hvor den dykker gevaldigt. I forsøget på at skabe drama og konflikt, kommer handling hurtigt til at virke banal med forceret følelsesladet dialog som ”Man svigter sgu da ikke en ven”. Den kunne godt skæres et kvarter ned i slutningen hvor den spidende humor lægger sig i baggrunden for et forudsigeligt plot.

’Ditte & Louise’ kommer ikke helt over målstregen desværre. Men den er dog stadig vanvittigt underholdende og morsom, og den formår at holde fast i sin oprindelige skarpe tone med skønne pinagtige optrin. En brieost bliver aldrig det samme igen.

Foto: Nordisk Film