Julesangen over dem alle er blevet til en film, og det i sig selv lyder som en håbløs fadæse. Filmen, der er lækkert pakket ind i julelys og adskillige George Michael-tunes, overrasker dog og inviterer til debat.

Emilia Clarke, som vi bedst kender som Daenerys i mega-serien Game of Thrones, er hoppet i et grønt elverkostume. Kate, som hendes karakter hedder, arbejder i en juleforretning, drikker sig fuld på hverdagene og bor ud af en kuffert. Hendes liv er mildest talt en katastrofe og forholdet til hendes jugoslaviske forældre anspændt. Men så møder hun Tom, en fornuftig mand med en minimalistisk livsfilosofi. Han inspirerer hende til at lukke de huller, som hun har i sit liv, og komme sig efter traumet over at have været livsfarligt syg.

Ingen hijacket sang at komme efter her
Først og fremmest må jeg tilstå, at jeg betvivler filmens præmis. At bygge en film på en sang virker uholdbart. De få ord og toner, der kan fyres af på 4 minutter og 23 sekunder, kan vel umuligt blive til en spillefilm. Men det kunne det! Og jeg er faktisk ikke helt skuffet.

Filmen virker som et eksperiment – et eksperiment, som George Michael godt og vel var med på! Han var involveret i projektet frem til hans død juledag 2016, og det trøster at vide, at filmfolkene ikke blot er gået på rov i hans sangskattekammer.

En julefilm som INGEN andre
Immigranthistorie, coming out-historie og sygdomshistorie. Der er mange historier i ’Last Christmas’ og lige så mange temaer; hjemløshed, hvide privilegier, race, minimalisme, mobil-cølibatet og Brexit. Koger det over? Til dels. Bliver alle temaer udfoldet tilfredsstillende? Nej, bestemt ikke.

Jeg vil dog lade romcommens genrekonventioner komme ’Last Christmas’ til undsætning. Karaktererne er ensidige, men i det mindste er de interessante. De har forskellige hudfarver, nationaliteter og seksuel orientering. Filmen lykkes rigtig fint med at skildre London som den smeltepot, byen jo i virkeligheden er, men sjældent fremstår på film.

I 2019 handlede julen ikke om jul
Handler filmen så om jul? Nej, det gør den ikke, og det er faktisk ret befriende. Lyskæderne, en tur på skøjter, julebutikken og Londons smalle gader giver al den julestemning, som jeg har brug for.

Jeg må tage hatten af for ’Last Christmas’, da den virkelig har fingeren på pulsen. Alt ved den skriger 2019. Den mangler kun at have en grøn vinkel for at gå rent ind på pointtavlen over værker, der forsøger at være politisk korrekte.

På den måde er ’Last Christmas’ en fin sløjfe på årtiet – identitetspolitikken er smørret godt ud over hele lærredet, også selvom det bare er en pokkers julefilm, du er taget ind at se. Og det er jeg ret vild med. Jeg ser allerede mig selv gense denne ikke-julede julefilm næste år.