Der vil altid være en bundsympatisk historie at finde, når man leder i den kollektive erindrings sorteste afkrog; holocaust. Men skal man det?

Af en film om en swing-legende at være, føles ’Django – The King of Swing’ lidt for stille. En typisk udfordring for film om kunstnere på flugt. Karaktererne må begrænse deres væsen, derfor er det også udfordrende at give filmen liv og spænding nok til at holde publikum ved ilden.

Som titlen afslører, handler det hele om en mand, der hedder Django. Han er konge af swing. Godt nok i filmens samtid af de sølle rester af den parisiske musikscene under anden verdenskrig, hvoraf de fleste andre talenter er flygtet fra nazisterne. Men Django Reinhardt ser ingen farer og vil bare gerne spille på sin guitar, om det så er for franske feinschmeckere eller Det tredje riges spidser. Med sin pragmatiske moral står han derfor til at skulle på en stor Nazi-Tysklandsturné, hvor ariernes vigtigste bosser skal opleve hans seksstrengede kraftpræstationer om end med begrænsninger. Der er procentmæssige anvisninger til Django og hans gruppe om, hvor meget af koncerten der må være up-beat, og soloerne må ikke vare mere end et par sekunder. Så småt overbevises Django om, at det måske ikke er hans livs chance at spille for nazisterne alligevel.

Fortjener alle historier at blive fortalt?
I handling og produktion er der ikke meget, der får ’Django – The King of Swing’ til at skille sig ud fra mængden af karakterbaserede krigsfortællinger. Den er baseret på rå historisk virkelighed, og det er bestemt ikke at kimse ad. Django er uden tvivl et vigtigt musikalsk minde i verdenshistorien. Men en film, der bliver en seerøvelse i selvbekræftende empati hele vejen igennem, kan ikke siges at ramme rigtigt. Utrætteligt minder man sig selv om, at man er et godt menneske, fordi man ikke er gået eller faldet i søvn, dog med ufejlbarlig hvilepuls of tørre øjne.

Slap tåreperser
’Django – The King of Swing’ har en støvet aura af finkultur over sig. Som et dyrt glas rødvin man egentlig ikke nyder at drikke. I sit skuffende møde med kvalitet foranlediges man til at lyve, om den gode oplevelse. I filmen spilles der lifligt på strenge og slagtøj og modstand, men det er for døve ører. Det er ærgerligt, for historien ønsker tydeligvis at røre publikum med sit klassiske udtryk. Hvor den ungarske ’Sauls Søn’ med sin effektivt enkle kameravinkel var gruopvækkende, efterlader Django ikke noget mærke på sjælen.

Opløftende finurligheder
Tag ikke fejl. ’Django – The King of Swing’ er en fin film på bunden. Især er der nogle gode spøjse scener, hvor man får lov at mærke, at Django er den spraglede, musikalske kunstner, han skal forestille at være. Når han i filmens indledning fisker ved Seinen og stolt præsenterer en sugemalle. Eller når han for sin elsker parodierer Clark Gable. Django-karakteren er nemlig som sådan ret elegant portrætteret. Og ikke mindst har han en arketypisk sigøjnermor med slag i, som fortjener sin egen spin-off-serie, fordi hun er melodramatisk som kun samfundets ældste damer kan bære at være det. Hende og Django bærer det tunge læs af en trods alt smukt udført film. Hvis bare resten af filmen var mere som dem.