Quentin Tarantinos nyeste skud på western-stammen er et fuldbyrdet angreb på hele følelsesregisteret. Hævntørst, kærlighed, frygt, sorg og jalousi er blot nogle af de følelser, man gennemlever i løbet af de næsten tre timer, filmen varer. Og det er intet mindre end en udsøgt fornøjelse.

Sydstaterne to år før den amerikanske borgerkrig: den sorte slave, Django (Jamie Foxx), bliver transporteret gennem Texas i fodlænker efter et flugtforsøg fra sin plantage. En sen nattetime støder følget på den tyske dusørjæger Dr. King Schultz (Christoph Waltz). Dr. Schultz er blevet opmærksom på, at Django vil kunne genkende de berygtede brødrene Brittle, og han tilbyder derfor Django at købe ham fri, hvis han vil følge med Schultz og udpege brødrene. Det går ikke stille af sig – i vanlig Tarantino-stil skyder, stjæler og bedrager det umage par sig gennem Sydstaterne i jagten på Brittle-brødrene og den eftertragtede dusør. Undervejs udvikler de to herrer en form for venskab og den erklærede slaveri-modstander Schultz indvilger i at hjælpe Django med at finde sin kone, Broomhilda (Kerry Washington). De opdager, at hun er blevet købt af den værste plantageejer af dem alle, selveste Calvin Candie (Leonardo DiCaprio). Nu går den vilde jagt på Broomhildas frihed ind, koste hvad det vil.

Django Unchained er noget så sjældent som en voldsforherligende western med noget på hjerte. Omdrejningspunktet er den massive slavehandel, der gik forud for borgerkrigens udbrud i USA, og netop dette gør filmen både vedkommende og underholdende. At kombinere et så ømtåleligt tema med både humor og voldsæstetik fungerer overraskende godt. Djangos hævntørst er velmotiveret – jeg holder med ham hele vejen, også når han er nødt til at slagte og nedskyde hensyns- og hæmningsløst i jagten på sin egen og sin elskede Broomhildas frihed – selv en uskyldig snemand må lade livet undervejs.
Og så er filmen slet og ret sjov. Når Django f.eks. får lov at vælge sit første dusørjæger-outfit og kommer ud af butikken iført pludderbukser og kalvekrøs-krave er det simpelthen ustyrligt skægt.

Castet fortjener også at blive fremhævet. Jamie Foxx gør det glimrende som den retfærdighedshungrende knudemand, med lige dele passion og køligt overblik – lige som en westernhelt skal være. Christoph Waltz er perfekt i rollen som den pengegriske men sympatiske og charmerende dusørjæger, og det er befriende at se ham i en mere sympatisk tysker-rolle ovenpå hans fremstilling af en hæslig übernazist i Tarantinos foregående film Inglorious Basterds. Samuel L. Jackson spiller slaven med noget, der ligner Stockholm-syndrom yderst rørende, og Leonardo DiCaprio er genial som den diabolske, selvhøjtidelige og rendyrket onde slaveejer med frankofile tendenser.

Musikken er også sindssygt velfungerende. Fra første scene er musikken medrivende og trækker mig ind i det helt rigtige western-univers. Enhver god western har selvfølgelig Ennio Morricone på soundtracket, men et andet genialt påfund er at lade hip-hop-numre akkompagnere Djangos selvtægtstogt – begge yderligheder går på overraskende vis op i en højere enhed og supplerer fortællingen, som kun et virkelig velvalgt soundtrack kan gøre.

Tarantino har strikket en stor film sammen, en film, der til fulde kan leve op til hans kultklassiker Pulp Fiction. Når Tarantino er bedst – og det er han med Django Unchained – får han sat fokus på det menneskelige dilemma om hvornår, målet helliger midlet, og hvor langt et menneske kan gå i sin søgen efter frihed og hævn. Django Unchained er rørende, underholdende som bare fa’en, hysterisk morsom og tankevækkende på én og samme tid. Det er virkelig godt gået.