Det er fransk, det er sensuelt, det er mystisk, der er twist – og det er alt sammen set før.

Dobbeltgængeren har altid været et fænomen, som har betaget os mennesker. Den er blevet et kendt symbol, der bruges til at fremstille en indre, ofte seksuel, problematik. Ved fysisk at se sig selv i øjnene, som man gør det med en sådan lookalikefigur, kan man bearbejde den konflikt, man bærer rundt på. François Ozon bruger motivet i sin nye film, der på en klichefyldt måde viser udfordringen i at erkende sit fortrængte, seksuelle begær.

Dobbelt dobbeltgænger
’Dobbelt begær’ er en film, hvor dobbeltgængermotivet bliver et tykt tæppe, der kvæler alt andet, som kunne have været interessant i filmens regi. Chloé Fortin (Marine Vacth) er en ung smuk kvinde, der påbegynder et forhold til sin (tidligere) psykiater Paul Meyer. Da de flytter ind sammen, opdager Chloé, at Paul holder noget skjult. Spændingen når dog ikke engang sit højdepunkt, før man finder ud af, at Paul har en tvillingebror, der promiskuøst udnytter sine patienter (oh yes, han er også psykiater). Det kan Chloé selvfølgelig ikke modstå, og de indleder en affære.

At dobbeltgængeriet bruges til at illustrere Chloés indre kamp ekspliciteres særligt på to faconer. Mavesmerten, der får Chloé til at opsøge en psykiater og den overdrevne brug af spejlinger, hvor Chloé bogstaveligt talt ser sig selv i spejle eller mørke vinduesruder. Ved at projicere konflikten over på sin kæreste, har hun en betydelig distance til den seksuelle splittelse, hun oplever.

Det er en letkøbt løsning, man har valgt at bruge til at fremstille dobbeltheden. De to identiske tvillingebrødre spilles af samme skuespiller, har samme job, men er hinandens modsætninger. Kan det næsten blive mere corny? Svaret er ja. For Chloé skal da ikke snydes for sin egen dobbeltgænger. Jo længere ind i filmen man kommer, des tættere kommer man på Chloés erkendelse – og det medfører endnu en dobbeltgænger.

Twistet twist
Twistet er et effektivt virkemiddel, der kan skabe forundring og opmærksomhed i enhver historie. Denne wow-faktor er ikke altid lige let at flette ind i plottet, og det er “Dobbelt Begær” et pragteksemplar på.

Filmen væver rundt om årsagen til Chloés konflikt, der først afsløres i form af et twist. Her kulminerer klimaks med et markant genrebrud, der kommer til at latterliggøre det foregående. De horrorelementer, der dér kommer ud af det blå, virker malplacerede – i høj grad fordi filmen ikke har tydeliggjort, hvor meget man i grunden ser fra Chloés synsvinkel. Derfor virker twistet også ligegyldigt og bliver derfor filmens definitive undergang.