Horrorfilmen er mest af alt en søvndyssende efterfølger til et mesterværk, hvor man efterlades uden mareridt.
Det er næsten umuligt at skulle leve op til den mesterlige forgænger ’The Shinning’, som i Stanley Kubricks hænder er blevet til én af de største filmklassikere – og min personlige favoritgyser. Det er derfor både med skepsis og med forhåbning i maven, at jeg sætter mig i biografsædet og beder en lille bøn: please, lad ‘Doctor Sleep’ skræmme mig!
Åh, hvor skuffet jeg blev.
Heeere’s…. Danny og en mediterende kult
Næsten 40 år efter, at Danny Torrance (Ewan McGregor) oplevede rædslerne på The Overlook Hotel, plages han stadig af syn fra de grusomme hændelser. Han kæmper mod både alkoholen og for at holde sin telepatiske evne nede, dét der kaldes ”at skinne”.
Der bliver dog åbnet op for sindet igen, da han møder den ligesindede Abra (Kyliegh Curran), en 13-årig pige med voldsomme evner. Hun er i midlertidig kommet i en flok skinne-ædende kults søgelys, anført af den hipster-hippie-klædte Rose the Hat (Rebecca Ferguson), hvis eneste mål er at dræbe og suge kraften ud af børn med overnaturlige evner. Et plot, der lyder som om, det er taget ud af en eventyrsfamiliefilm a’la ’Hokus Pokus’ fra 1993 eller ’Stardust’ fra 2007.
En bipolar film
Den såkaldte ”gysers” helt store problem er, at den simpelthen ikke er uhyggelig. Som i overhovedet ikke. Det er måske igen mine forventninger, der er helt forkerte, men med et forlæg af Stephen King, og en forløber, der er en af de mest ubehagelige film, der er skudt, så er det lidt svært ikke at have visse makabre forhåbninger
Men dem skal man lede længe efter, når vi ser de småtbegavede antagonister lege fangeleg med en langt mere overlegen 13-årig pige. En fortælling, der i en helt anden sammenhæng kunne have fungeret som en sjov fantasy-film, men som på ingen måde høre hjemme i samme univers som ondskabens hotel, hvor jeg forventer at blive skræmt fra vid og sans af genfærd og alkoholisk ondskab.
Det er ellers den gyserglade Mike Flanagan, der både har instrueret, skrevet manuskript og klippet filmen. Han står bag den ellers fremragende ’Hush’ og den meget vellykkede Stephen King-filmatisering ’Geralds farlige leg’. Desværre formår han ikke at genskabe samme foruroligende og klaustrofobiske stemning som de førnævnte. Filmen vil for meget, og skifter mellem alt for mange lokationer med et alt for højt tempo, så den mister intensiteten.
Ikke alt genbrug er guld
Det starter ellers meget lovende, da de velkendte og ildevarslende toner fra introens blæserinstrumenter vælter ud af højtalerne, og vi følger lille Danny, der kører rundt på de brun-mønstrede 70’er-tæpper. Men hurtigt går det op for os, at det ikke er gamle klip fra den originale gyser fra 1980, men nye og fuldstændige overflødige scener med nogle ellers vellignende skuespillere. Men det tager mig ud af historien og med sine i forvejen er ALT for lange to timer og 32 minutter, burde disse scener være skrottet. Den første film kunne bære de mange minutter, det kan denne ikke!
Det er måske tarveligt at sammenligne denne fadæse med et mesterværk, men det er svært at undgå med sit mislykkede forsøg på at være en uhyggelig efterfølger, hvor man smider om sig med dårlige spøgelsesefterligninger. Her burde man nok have holdt sig til ungdomsdramaet med de new age-agtige banditter og ladet Kubricks originaliteter hvile i fred.
