Menneskets bedste ven, møgkøter, bastard, forvokset rotte; alle mere eller mindre kærlige navne for canis lupus familiaris, hunden.
Det kræver tillid at have en firbenet ven. Tillid til, at den ikke flår struben ud på dig, og at den skal være sikker på, at du ved, hvad der er bedst for den – et gensidigt bånd, man ikke må tage for givet. Sådan et ansvar er ikke noget, alle magter, og derfor er det til tider nødvendigt at indse, at her er et match, der ikke kommer til at fungere og så stoppe det, inden det ender i ultimativ destruktion.
Marcello (Marcello Fonte) er nok det tætteste, man kommer på en hunde-savant, og han forstår nok om muligt dem bedre end mennesker. Han supplerer indkomsten fra sin hundesalon ved at sælge kokain til bl.a. den enorme og hidsige Simone (Eduardo Pesce).
Den underdanige Marcello, der aldrig siger nej til det store bæst, roder sig længere og længere ud på et skråplan, og hans ellers hyggelige lille tilværelse trues på dens eksistens – og også Marcellos.
Et gadekryds og en rottweiler
Han er klein af statur, Fonte, men præstationen minder mere om en grand danois end en chihuahua. Et ganske distinkt ansigt drager en ind, og øjne, der emmer af varme og glæde, fastholder en i, hvad der føles som en uendelighed. På den gode måde.
Lysten til at give ham et kram og sige, at det nok skal gå, ligegyldigt hvor sort verdenen ser ud, er konstant – han er lidt den hundehvalp, som ingen rigtigt vil have – en hjerteskærende tragedie, der bare venter på at udfolde sig.
Kontrasten i den rabies-inficerede Pesce kunne derfor ikke være større, og dynamikken de to imellem er vidunderlig; Fonte som den godmodige hjælper og Pesce som den selvudslettende og impulsive egotripper er, omend i en lidt anden grad, en let genkendelig kombo både fra film, men også fra den virkelige verden. Du ved, den ven, som altid er der, ligegyldigt hvad der sker. Den, der får alting til at virke sjovere, men også styrter ned hurtigere, end du kan nå at sige “vuf”.
Over Middel(havet)
Efter en lille flirt med det fantastiske i ‘Tale of Tales’ er instruktør Matteo Garrone tilbage i det spor og miljø, som skabte hans ry med gangsterdramaet ‘Gomorrah’. Alt foregår uden for det pæne og mondæne i forstaden, hvor grænsen mellem det lovlige og ulovlige er minimum 50 nuancer af usentimental grå
Hærgede og næsten faldefærdige bygninger pryder den italienske strandpromenade, der nok engang var det hippeste sted i regionen, men nu blot er endnu en italiensk ruin, der fortæller historien, om dengang alt var fryd og gammen. Hvilket matcher alle de gamle mænd som udgør filmen; engang var de på toppen – nu er de blot ekkoer fra en svunden tid. Nogle gange larmer de meget højt i deres overdrevne machismo-adfærd, men for det meste er de bare trivielle eksistenser ganske som alle andre.
‘Dogman’ er alt andet end tandløs; den er et bidsk og snerrende bæst, der ikke tøver med at bide sig fast i struben på dig. Samtidig er den også den ypperlige og følsomme entitet, du ikke kan gøre andet end at holde af. Marcello Fonte er en mastodont af en petit størrelse, og det er i høj grad ham, der hæver filmen fra bare god til en neo-realistisk perle.
