Af Sandra Holm
Det er med et ambivalent sind jeg føler mig nødsaget til at sætte mig ud over anmelderens normalt indforståede objektivitet og begynde med disse advarende og personlige ord:
Du har ikke lyst til at se denne film.
Anmelderkunsten, der kommer til udtryk ved, at man med få velvalgte ord, kan forberede læseren på den oplevelse de har i vente, ridse de ydre rammer op og guide til valg af følelsesregister, synes sjældent utilstrækkelig. Men en gang hver jubelår bliver man præsenteret for en film der ikke kan anmeldes efter den vante skabelon. Man kan skitsere det dramaturgiske forløb, forklare de tekniske finesser, men hvad du, som modtager, vil få ud af den – det ved du ikke før du har set den. Valget og ansvaret er dit. Jeg kan kun forsøge at guide dig, med det jeg selv tog med mig.
Manden bag filmen er den græske instruktør og forfatter, Giorgos Lanthimos, der har to film bag sig, men ingen af dem er kendt uden for Grækenland. Det samme gør sig gældende for filmens skuespillere og filmfotograf Thimios Bakatakis. Men det kan nå at ændre sig mange gange, for med denne film er Lanthimos ikke bare nået ud over hjemlandets grænser, men har siden 2009 turneret og vundet sig gennem filmfestivaler verden over. Senest er Dogtooth nomineret ved dette års Oscarshow i kategorien Bedste udenlandske Film. Kritikkerne har talt, men tag dig i agt, mange af dem hører til en særlig hærdet race, der er trænet udi kunsten, at betragte, frem for at føle, en film.
Der var engang et stort hus. Det lå for sig selv i et ukendt land, nær en ukendt by. I det, boede en far og en mor, med deres tre børn. Voksne børn. Og der havde de været hele deres liv. Alt hvad de vidste, havde de lært fra deres forældre eller fra de kassettebånd deres forældre indspillede til dem. Det var sådan de lærte at havet er en form for lænestol og udflugt et særlig stærkt trægulv.
I et kunstigt skabt univers, der sender tankerne tilbage til Josef Fritzl-sagen for nogle år siden, lærer tre søskende at frygte verden af deres bedrageriske fader (Christos Stergiogluo). Omgivet af et højt hegn og med patent på sandheden, holder han og hans hustru (Michele Valley) den virkelige verden i skak, med hjemmelavede ord, forklaringer og løsninger. Det er grotesk og frastødende, men måske også interessant? Et realiseret tankeeksperiment om man vil, for det føles næsten ikke som skuespil fra familiens side. Den ældste søster (Aggeliki Papoulia), den yngre søster (Mary Tsoni) og deres bror (Hristos Passalis) bevæger sig skræmmende naturligt rundt i deres lille verden og får tiden til at gå med ”opbyggelige” lege og spil, enten med hinanden eller med deres mor. Naturligt er måske ikke det rette ord at bruge, for der er i virkeligheden intet naturligt over det. Med mekaniske bevægelser, korrekte korte formuleringer og manglende blufærdighed, understreger de med en barnlig dyrelignende adfærd hvor skævt deres verdensbillede er. Og som filmen spiller, bliver både den psykiske og fysiske vold mørkere og mere absurd. I alt dette er faderen, skaberen af dystopia, en central figur, da han, ene mand, står for den spinkle forbindelse mellem deres og vores verden.
Lanthimos har skabt et grotesk og mærkeligt fabel, der traditionen tro, afspejler den verden vi må forholde os til hver dag. Med kynisk humor og absurde fortolkninger. Forældres ønske om sikkerhed og kontrol, og frygten for at give slip, er in oldest story in the book. At mennesket altid vil opbygge en fiktion over sit liv, i hvilken de bevæger sig indenfor, ligger i vores natur. Teoretisk set er der ingen fremmede elementer i filmen. Men praktisk, er det en helt anden sag. Virkeligheden er taget til ekstremer, adfærd tvistet til ukendelighed og det generelle symbolsprog er fysisk håndgribeligt i en sådan grad, at eventyret kan være svært genkendeligt. De ellers universale, nærmest tidløse, problemstillinger, mister lidt betydning i kraft af det barske udtryk, der stjæler fokus, og skaber en uheldig distance. Manglen på en konfrontation med virkeligheden er i første omgang, men er samtidig med til at sætte de indre tandhjul i gang, for der er ingen forklaringer at hente i filmen og behovet for netop dette, kunne ikke være større.
Det, at skabe en film man oprigtigt først kan udtale sig om, når man har set den, er beundringsværdigt, og for dette bør man anerkende hans formåen. I hans egen verden havde han modtaget 10 klistermærker og et slik i øret. I vores må jeg modstræbende og delvist uforstående ”nøjes” med virtuelle stjerner.
