“Ud af kaos skabes en dansende stjerne”. Eller ud af lidelse fødes skønheden, som førnævnte ord af Friederich Nietzche lemfældigt kan omsættes til, og det er præcis, hvad Jan Teorell formår med sin nyeste film Dom Över Död Man. For historien om skribenten og den antinazistiske forgangsmand Torgny Segerstedt er en bevægende og nuanceret men samtidig tragisk fortælling. Det er historien om kampen mod en overmagt, der sætter sine dybe spor både på privatfronten, i arbejdslivet og i det inderste sind hos den svenske nationalhelt.

Filmen følger Torgny Segersted i hans sidste syv leveår op mod sin død i 1945. Disse bruger Segerstedt hovedsageligt på sit virke som redaktør ved Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning, hvor han ihærdigt skriver nedladende om den fremstormende tyske regering med Adolf Hitler i spidsen. Men som krigsvarslerne bliver mere og mere virkelige, begynder opbakningen til Segerstedts skrivelser at forsvinde og den inderlige kamp for ytringsfrihed at indtræffe.

I rollen som Torgny Segerstedt befinder danske Jesper Christensen sig uhyggeligt godt. For Segerstedt er ikke udtalt en helgen, trods sit glorværdige arbejde mod det nazistiske regime. Det ses især på hjemmefronten, hvor forhold til kvinder uden for ægteskabet styrter Torgnys hysteriplagede hustru Augsuta i grus. Forholdet mellem de umage ægtefolk spilles ind til benet, og i flere scener illustreres dette med sparsom dialog, men med indfølt og nærværende kropsligt spil.

Det sorthvide billede giver samtidig filmen plads til at udfolde sig på skuespillernes præmisser, og et stilrent og tidstypisk kostume- og rekvisitsortiment giver filmen visuel troværdighed og ære samtidig respekt for den historiske karakter, som Segerstedt nu engang var.

Filmens danske islæt spænder vidt. Iøvrigt som mange af Toerells tidligere film, senest med selvsamme Jesper Christensen i hovederollen i den ligeså biografiske Maria Larssons Evige Øjeblik. Men i Dom över död man spænder det nordiske samarbejde sig også til bagved kameraets linse. For manuskriptet bærer intet mindre end Klaus Rifbjergs signatur, hvilket tydeligt ses afspejlet i filmens tematiske såvel som dialogiske indhold. Tydeligst ses det i Segerstedts dialoger med afdøde personer. Især med hans mor der gik bort i Segerstedts barndomsår. Her iscenesættes de indre problematikker i dialogen og spillet mellem de døde og de levende. Et udtalt litterært element og et prisværdigt virkemiddel, der langt ind i filmen virker til formålet. Men det overlader desværre ikke meget til fantasien og karakteren Torgny ender derfor med at blive en anelse for gennemarbejdet.

Det er få biografiske film, eller biopics, der formår at skildre deres personage så indlevet og nuanceret, som tilfældet er med skildringen af Torgny Segerstedt og hans nærmeste. Der bliver filmen igennem holdt et flot kunstnerisk niveau, både filmisk og historiemæssigt, hvilket i høj grad skyldes Jesper Christensens mesterlige indlevelse. Men Segerstedt efterlades på sit dødsleje i en tilstand af absolut fred. Som en bog, der lukkes og afsluttes – og det er synd, for det er sjældent at det kaos af tvivl og sorg som livet bringer, afsluttes med døden, hvilket filmen ikke formår at skildre i sin afrundede afslutning.

Til trods må Dom över död man siges at være en af dette års bedste biografiske film der er blevet sat på plakaten.