Retsdrama i ordets bredeste forstand.
I hvor høj grad skal en retsstat respekterer religiøse sædvaner? De fleste demokratisk anlagte mennesker ville nok svare ”i høj grad”. Men hvad gør man hvis religiøse sædvaner får en dødeligt syg person til at nægte behandling?
’Dommerens valg’ er en filmatisering af Ian McEwans roman ’Barnets tarv’ fra 2014, der handler om netop dette dilemma. Han har også skrevet manuskriptet til filmen.
Jumping jehovah for en kattepine!
Fiona Maye (Emma Thompson) er en erfaren dommer ved den britiske højesteret. Dag ud og dag ind afgør hun sager, der har potentialet til at omvælte de impliceredes liv. Jobbets enorme krav og psykiske stressfaktorer har tvunget hende til at adoptere en topprofessionel og distanceret attitude til hendes arbejde, en attitude der smittet af på hendes privatliv; hendes mangeårige ægteskab til Jack Maye (Stanley Tucci) er begyndt at gå i tu.
En sej, kvindelige hovedperson med et fascinerende arbejde, spillet af en rutineret skuespiller? Ja tak!
En dag havner en særdeles ømtålelig sag på hendes skrivebord: 17-årige Adam Henry (Fionn Whitehead) er dødeligt syg af kræft, men da han er Jehovas Vidne, nægter han at give tilladelse til en livsreddende blodtransfusion. Hvad vægter højest, lægernes bøn eller drengens tro? Helt uortodokst vælger Fiona at besøge Adam på hospitalet for at få afklaring på hendes domsafsigelse, et møde der ændrer begges liv for bestandigt.
Filosofisk etik og romantisk polemik
Her er tale om et klassisk etisk dilemma af den slags, talrige filosoffer har skrevet tykke bøger om. Desværre anerkender filmen ikke, at filosofisk etik i sig selv er et hårrejsende spændende bekendtskab, der snildt kunne have udfyldt den 105 minutter lange spilletid. Hvis man forventer et gedigent retssalsdrama med masser af tankevækkende spørgsmål og en stærk kvinde i hovedrollen, så bliver man slemt skuffet!
’Dommerens valg’ er heller ikke et nuanceret karakterstudie af unge Adam, hans overbevisning og ret til selvbestemmelse; en diskussion af børn og unges evne til at definere sig selvstændigt fra deres forældre, og disses ret til at influere deres afkom.
Nej, ’Dommerens valg’ er ført og fremmest en sæbeopera om et parforhold, en sæbeopera af den mest stereotype, overdramatiske og banale af slagsen. Selve retssagen og hovedpersonens tæft som dommer er overstået som fortælletråd i løbet af de første 45 minutter. Resten af spilletiden dedikeres Fionas ægteskabelige morads, med snesevis af konnotationer til hendes barnløshed og mulige seksuelle undertoner i hendes forhold til Adam.
Thi kendes for ret: skyldig i overlagt pladderromantisk melodrama
”Studiet” af Fionas parforhold er omtrent ligeså intelligent og subtilt udført som de narrative virkemidler i et ’Paradise Hotel’-afsnit. Basalt set kan oplevelsen koges ned til, at Fiona og Jack konstant italesætter deres følelser så ordret og konkret, at seancen simpelthen virker utroværdig og kedsommelig. Kombineret med den alt for storladende, strygertunge musik virker slutresultatet som en omgang klodset, til tider komisk omgang følesporno.
Kort sagt starter filmen enormt stærkt med en interessant hovedperson og et fascinerende tema, men disse viser sig hurtigt at være skalkeskjul for en noget mere indholdsløs og kedelig affære.
Men bevares, de første 45 minutter ER underholdende, og der trakteres med tilpas mange flotte indstillinger til, at der rent visuelt ikke er meget at klage over. Den virkelige styrke skal dog findes i skuespillet. Der er ingen dårlige præstationer at finde, kun endimensionelt skrevne karakterer. En stor ros skal lyde til erfarne Emma Thompson, der med en skuespilmæssig kraftpræstation formår at vække følelser hos publikum, selv når plottet gør sit bedste for at sabotere oplevelsen.
Foto: kino.dk