Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot -

Selvom det til tider er for rørstrømsk, ender historien om John Callahan med at være et sympatisk comeback af Gus Van Sant, der har masser af humor, fremragende skuespil og livsbekræftende drama at give.

Biopic-formularen er ved at være fyldt ud med musikalske talenter og historiske ledere. Derfor har Amazon Studios valgt at satse på et skrottet Robin Williams-projekt, der omhandler den handicappede satiretegner John Callahan. En spændende ide at fokusere på en tegneserieforfatters liv, men den Lejf Lalleglade plakat til filmen, hvor der bliver revet på smilebåndene, skabte bekymring. Man kunne frygte, at Gus Van Sants nyeste film ville være ligeså pladdersentimental, som hans håbløst rørstrømske ’Sea of Trees’, hvori Naomi Watts’ sjæl lever videre i en orkidé i Matthew McConaughey’s baghave (Jeg forstår det stadig ikke). Heldigvis er det for det meste lykkedes at undslippe det alt for sentimentale, og ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ ender her med at være Van Sants stærkeste film siden ’Elephant’.

”Help me, I’m blind and black but not musical”
Joaquin Phoenix leverer en Oscar-værdi præsentation som den fandenivoldske satiretegner, John Callahan. Callahan er mildest talt træt af sit sure liv, og vælger at gemme frustrationerne væk med hjælp fra spritflasken. En flaske tequila for meget og en spritkørseltur senere gør Callahan lammet i krop og ben på livstid, hvilket kun kaster brænde på hans eget bål af selvmedlidenhed. Før det er for sent, indser Callahan, at han må lave om på sit liv, og søger selvhjælp hos en blomstrende kristen guru, spillet sympatisk af Jonah Hill.

Callahan opdager, at han har et talent for at lave satiriske tegninger om livets rådne, tabubelagte situationer, hvis sorte humor går lige i hjertet hos den almene dansker. Filmens lange titel stammer for eksempel fra en af Callahans mest kendte værker, hvor en flok cowboys eftersøger en forbryder i kørestol.
Der er lagt op til masser af humor og smil, men heldigvis er Van Sants karakteristiske ”livsbekræftende drama” endelig blevet rørende igen uden at blive decideret befamlende. Som biopic er filmen meget ærlig overfor den portrætteredes lavpunkter, og især Callahans samtaler hos guruen viser en sympatisk transformation fra at være et offer til at tage ansvar for sine handlinger.

En mangelfuld, men sympatisk historie
Når Van Sants hyldest til Callahan endelig fejler, er det når filmens sentimentalitet bevæger sig over i det overdrevent indfølende. Danny Elfman komponerer musikken, og han kunne godt skrue ned for det triste klaver, hver gang Callahan drikker af en flaske. Hans komponering bliver hurtigt en distrahering fremfor en effektiv fremprovokering af følelser.

Fra det kunstneriske perspektiv er filmens største svaghed et manglende fokus på narrativet. Fra begyndelsen giver Van Sant et tydeligt tegn på et ikke-kronologisk handelsforløb, men vælger på besynderlig vis at droppe dette halvvejs igennem og fortsætte historien uden at springe i tid. Det føles som en ufærdig ide, der ender med at skabe forvirring og forhindrer Van Sants film i at føles ligeså komplet som hans bedste værker.

Alligevel endte jeg med at være underholdt og rørt af John Callahans livshistorie på film. Hvis du mangler en sentimental filmkrammer à la den, man fik af ’Good Will Hunting’, vil jeg varmt anbefale en tur i biografen til ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’.