Doubt – Premiere 20/2

Skarpe bemærkninger flyver gennem luften i sammenspillet mellem Meryl Streep og Philip Seymour Hoffman i "Doubt" - Photo courtesy of Walt Disney Studios Motions Pictures

 

”Doubt” foregår i starten af 1960erne på den katolske skole St. Nicholas i bydelen Bronx i New York. John F. Kennedy er blevet skudt året forinden, og det er en tid, der ulmer af forandringer og opbrud. St. Nicholas kører dog stadig efter de gamle dyder, som indædt bliver holdt i live af den strenge søster Aloysious Beauvier. Hendes måde at køre skolen på bliver dog udfordret, da den sympatiske Fader Flynn bliver ansat. Han mener at skolen bør følge med tiden og være mere venlig og imødekommende over for børnene. De to er hinandens modsætninger. Søster Aloysious er en meget handlekraftig kynisk kvinde, der ser verden i absolutter, og Fader Flynn er den bløde mand, som er stærk nok til at stå ved sin tvivl, hvilket blandet andet kommer til udtryk i hans prædikener. Denne tvivl får dog en helt anden betydning, da skolen netop har optaget sin første sorte elev og da der pludselig opstår mistanke om at Fader Flynn, har været sammen med drengen på en upassende måde. En ond magtkamp opstår mellem Fader Flynn og søster Aloysius. Hun er ikke er i tvivl om at han er skyldig, trods manglende beviser, og hun starter en bitter kamp for at få ham fyret.

I film som foregår på det samme sted gennem hele det narrative forløb og som har få karakterer, bliver skuespilspræstationerne uhyre vigtige for at historien skal blive troværdig, og det er de heldigvis i ”Doubt”. Meryl Streep er den helt store attraktion som den strenge søster Aloysious. Nogen har ligefrem anklaget hende for at overspille sin rolle, men hendes stærke portrættering af de gamle dyder er også en underholdende faktor i filmen. Den fortrinlige Philip Seymour Hoffman gør det godt som Fader Flynn, og er godt castet til rollen som den bløde fader. Han er god til at spille på uvisheden om hvad der måske kan have forgået mellem ham og alterdrengen. Endnu en god præstation fra Hoffmeyer, der både har spillet transvestit og klam fupmager, men denne rolle er nok ikke den han vil blive husket bedst for. 

”Doubt” er en historie om en magtkamp mellem to mennesker, der ser verden fundamentalt forskelligt i en hurtigt forandrende tid. Det er en film som stille og roligt udspiller sig i sit eget tempo, hvilket både er en styrke og en svaghed, for nogen gange går det for langsomt, og det er som at man hen imod slutningen ikke helt forstår, hvorfor historien skulle trækkes ud til 1 time og 40 min. Samtidig er det også en styrke, at filmen langsomt præsenterer os for scener, der yderligere komplicerer vores vurdering af sagen. Den enkle setting på den katolske skole bærer præg af, at filmen er en adaptering fra et teaterstykke, som instruktøren John Patrick Shanley selv har skrevet.

Tvivl er et spændende tema og et grundvilkår i vores liv, men man kan desværre forholdsvis tidligt i filmen regne plottet ud, og den problemstilling man som seer skal udsættes for: Har Fader Flynn været sammen med alterdrengen eller har han ikke? Vi skal selv være i tvivl i vores vurdering af sagen. ”Doubt” er bestemt ikke nogen dårlig film, men det er som om at tesen er for spinkel til en hel spillefilm. Historien har nok fungeret bedre på teatret, hvor skuespillet har været helt i front, selvom det dog i sidste ende er skuespillet der holder filmen oppe.