Brasilianske Cao Guimaraes har en kæreste. Han elsker sin kæreste. Derfor har Cao Guimaraes filmet hende i alle hendes taleløse øjeblikke, klippet filmen sammen og udgivet den igennem “Studio Cao Guimaraes”. Resultatet er en 71 minutter lang (f)arthouse-dokumentar med billeder af Cao Guimaraes’ kæreste. Svar på, hvorfor vi ikke skulle være ligeglade, forefindes ikke.

Filmen sælger sig på at være poetisk – og der var andre publikummer, der sagde sig enig i den påstand. Poesien må bestå i billederne. De er sporadiske og næsten altid fikseret på Cao Guimaraes’ kæreste. Nogle gange læser hun bøger. Andre gange vander hun blomster. Det sker også, at hun tager sig en tur på motionscyklen. Eller også kigger hun ud af vinduet. Hun kæler også en hund… Keder jeg dig? Så prøv at se på det i over en time!

I ny og næ forekommer der voice-over, der beskriver hende med et par kunstneriske vendinger, selvfølgelig udsagt af Cao Guimaraes. Og for at gøre det hele lidt mere “poetisk”, for nu at bruge filmens eget yndlingsord, så er der leget med fokus på samme måde, som man ser det i øvelser fra teoretiske filmuddannelser.

Der er ikke så meget mere at sige. Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at se en arthouse-dokumentar, men jeg hører simpelthen ikke til det publikum. Det er en prøvelse at modkæmpe fristelsen til at rejse sig og råbe: “Han har jo ikke noget tøj på!”