Af Sandra Holm
Lars von Trier var ikke den eneste dansker der vandt journalisternes interesse på årets Cannes festival. Hver kunstner har sit udtryk og det er måske ganske sigende for både Trier og for Nicolas Winding Refn (som var den anden store dansker) at de opnåede så forskellig respons, på så forskellige måder og af så forskellige mennesker. Melancholia og Drive er som nat og dag.
Ryan Goslings mystiske og navnløse enspænderkarakter ’Driver’ arbejder som stuntmand i Los Angeles solrige dagtimer. Når mørket falder på og byen forvandles til et neonoplyst netværk af uigenkendelige gader hyres han til at køre flugtbiler fra skumle gerningssteder. Professionelt, uden skrupler og med en upåvirkelig mine går dagene og minutterne. Lige indtil han møder Irene (Carey Mulligan; An Education, Never let me go) og en stille men dyb forelskelse blomstrer op mellem dem. Deres forsigtige tilnærmelser afbrydes brutalt da Irenes mand Standart (Oscar Isaac; Robin Hood) kommer ud af fængslet og hans fortid indhenter dem alle på smertefuld vis.
Ryan Gosling (The Notebook, Half Nelson, Fracture, Stay, Blue Valentine, Lars and The Real Girl) besidder en mystik der synes at være glemt i Hollywoods forhastede og misforståede kapløb med sig selv om publikums opmærksomhed. Et billede siger i sandhed mere end tusind ord, hvis det billede indeholder Ryan Gosling. En mester udi eftertænksom fortielse, underspillede følelser og antydningens kunst – med så meget at sige.
Nicolas Winding Refn blev kendt herhjemme med Pusher-triologien og Bleeder. Efterfølgende udenlands med Bronson og den blodige mudderfyldte middelalderfilm Valhalla Rising. Særligt i sidstnævnte udforskede Refn en stil og et look der fik mange til at rette blikket mod norden og hylde den originale og visionære ide – blandt de nysgerrige var Ryan Gosling.
Sammen har de skabt en sjælden film. Baseret på James Sallis hårde roman af samme navn. Rig på skønhed, i sin enkleste form. Los Angeles danner en æstetisk ramme om denne nådesløse historie i gadelygternes passerende lyslommer. Et mix af elektronisk 80’er inspireret baggrundsmusik og nærmest lydløse slowmotion scener styrer ens åndedræt og placering i biografens mørke sæde. For tilsammen skabes en sjælden visuel poesi, der klæber sig til sind og sjæl og kaster én ud i netop den afgrund vores fornuft og realitetssans normalt afholder os i at fortabe os i. Hvor tid er underordnet og kærligheden er den eneste sandhed.
Filmen fortjener størst mulig opmærksomhed, og så kan man jo kun glæde sig over at makkerparret allerede nu har lovet at de har flere film på vej. For dette er i sandhed ”the beginning of a beautiful friendship”.
