Dyrholm ER Dronningen af dansk film!

Der er meget i verden, der er forkert, men som kan føles SÅ rigtigt, og hvis vi giver efter for de følelser, må vi også tage konsekvenserne af de valg. For som Dronningen selv siger; nogen gange er det, der sker, og det, der ikke må ske, det samme.

Det oplever den succesfulde advokat, Anne (Trine Dyrholm) i den grad. Hun lever et overklasseliv i en overdådig villa i skoven med sin svenske læge mand Peter (Magnus Krepper) og deres to tvillingepiger. Anne har styr på sit liv. Hun er både kølig, fattet, omsorgsfuld og konfronterende. Men da Peters 17-årige og lidt uregerlige søn Gustav (Gustav Lindh) skal bo hos dem, tager hendes liv en drejning ala den svenske ’Lærerinden’ fra 1996, hvor tvivlsomme erotiske fantasier bliver til virkelighed. Snart bliver løgn og bedrag en del af hendes hverdag.

Dyrholm demonstrerer
Trine Dyrholm er en af dansk film og tv’s allerstørste skuespillerinder. Dette har hun beviset af på sin kaminhylde, hvis hun har sådan en, med hele 20 priser stående, den seneste for netop den titulære rolle. Så absolut fortjent, for Dyrholm brillerer med sin præstation. Nuancerne og dobbeltheden i hendes subtile spil er overlegne. Der er både intensitet og nerve i Annes langsomme forfald.

Men det er ikke kun Dyrholm, der overvælder. Den unge Gustav Lindh, der spiller hendes stedsøn, er et klart talent. Her demonstrerer han både en legende arrogance og sårbarhed, der får mig til at tænke på Timothée Chalamet og ’Call me by your Name’. Netop også her får sommerens hede begæret til at blomstrer.

Teknisk overlegen
Dobbeltheden er ikke kun til stedei spillet. Den kommer også til udtryk i scenernes sammensætning, hvor modsætninger står overfor hinanden. Voldsom sex overfor moderlig omsorg. Barnlig leg overfor spirende begær. Filmen er fyldt med symbolisme. Lige fra den konsekvente brug af blå og gyldenbrune satinrober, som Dronningen stilfuldt bruger som et statussymbol. Til det fabelagtige kameraarbejde, hvor både billedbeskæring og bevægelsen følger Annes sindstilstand. Her flyder den visuelle side sammen med den dramatiske musik og skaber en stærk sindsstemning.

Mere Hollywood
Bag kameraet finder vi makkerparret May el-Toukhy (instruktør) og Maren Louise Käehne, der sammen har skrevet manuskriptet, og som tidligere har stået bag ’Lang historie kort’. På trods af denne stærke duo og små tekniske genialiteter, så har filmen et tempoproblem. Som alle film nu til dags så er den alt for lang, med unødvendige scener fra hendes dagligdag, hvor jeg hellere ville have set mere af Annes og Gustavs forhold. Den halter også lidt på fremdriften. For hver gang konflikten optrapper, så afbrydes den hurtigt igen og punkterer dermed den opbygning af spænding, der er blevet etableret. Nogle gange kunne dansk film godt bruge et skud ren Hollywooddramatik direkte ind i fortællestrukturen. Til gengæld bliver den aldrig overfortalt med unødvendig eksposition, som mange Hollywood film gør. Her er der små hints til forhistorien, hvor ikke alt bliver udtalt, og vi må gætte os til resten.

Jeg har i længere tid været lidt træt af dansk film, som siden slut 00’erne har været præget af køkkenvaskrealisme og familiedramaer. Denne dansk/svenske kollaboration har da også meget af dette, men med dens tekniske kvaliteter og symbolisme formår den alligevel at fange mig mere end så meget andet dansk. Dette ikke mindst på grund af Trine Dyrholm, som efter denne magtdemonstration i skuespilskunst helt sikkert kan tilføje et par priser mere til kaminhylden.