Den nye film i rækken af dræberdyr-horrors holder hvad den lover: det er en bjørn, og den har spist kokain. Men kan den gøre for bjørne hvad Steven Spielbergs ’Jaws’ gjorde for hajer?

Filmåret 2023 har som altid meget i vente, med film der udforsker barndomstraumer, sorg, familiesplittelse, seksualitet og meget andet.

Nå jo, og så har Elizabeth Banks instrueret en film om en bjørn der har spist kokain.

Wtf, tænker du nok, hvad handler den om? Den handler om en bjørn på kokain. Og så spiser den mennesker.

Det lyder rimelig åndssvagt, siger du til mig, hvem har dog fundet på det?

Her er det mest syrede, sindssyge og nok noget der kommer til at præge hele din biografoplevelse: denne film er skam inspireret af en sand historie. Altså, næsten.

Den værste dag i verden

Vi har i filmhistorien set dræberfugle, dræberhajer, dræberalligatorer, dræberslanger, dræberhunde… der er snart ikke det dyr, der skånes af horrorgenrens lyst til at kaste mennesker ud i den barske, utilgivende natur.

Og nu er det bjørnens tur!

Denne ensemble-film udspiller sig i 1980’ernes ”War on Drugs”, hvor en kokainsmugling går galt og efterlader piloten død og hans ladning af stoffer spredt udover nationalparken.

Diverse karakterer bevæger sig alle ud i parken på samme dag, og ender alle med at blive blandet ind i situationen om de vil det eller ej, dog ikke lige som man måske kunne forvente. En ellers typisk fredelig sort bjørn har nemlig slået en turist ihjel, og det er blot det første af mange ofre for den katastrofale dag.

Du ville nok tro, at det her plot er noget jeg finder på, og det lyder også så langt ude, at man ville tage det som en dårlig joke. Men Elizabeth Banks og forfatteren Jimmy Warden har sammen ladet sig inspirere af en sand kokainsmugling, en sand død, og en sand bjørn.

Filmen går dog noget mere vildt for sig, hvor Sari (Keri Russell) vandrer ud i skoven for at finde sin forsvundne datter (Brooklynn Prince), og må flygte fra det vilde dyr, der har fået smag for det hvide pulver.

Hun får selskab af andre smuglere, parkbetjenten, og unge småkriminelle, som alle nu skal kæmpe for at overleve en knap så almindelig dag. De forskellige handlingsforløb flettes let sammen, med karakterer der alle er brogede, humoristiske, og overraskende elskværdige. Selv kokainsmuglerne får karakterudvikling, og det er sjældent set, at ingen rolle i sådan et stort cast er ligegyldig.

Bjørne Brødre på stoffer – bogstaveligt talt

Det var en overvældende og overraskende filmoplevelse, for ’Cocaine Bear’ imponerer med sine skuespilpræstationer, der alle passer klokkeklart i genren, og får ligeværdig kærlighed. Men vores stjerne er jo bjørnen – og hold kæft, jeg er vild med den.

Bjørnen den er baseret på fra det virkelige liv var dog ikke en menneskeæder, men blev fundet død i skoven efter at have indtaget over 30 kilo – 2 millioner dollars værd – af kokain. Alene det lyder som en uvirkelig historie, og endnu mere uvirkeligt er at det stakkels dyr blev udstoppet og senere udstillet i et indkøbscenter i Kentucky, kendt under navnet Pablo Escobear.

Det er forståeligt og ret ligetil koncept, der er lavet til skærmen, og ’Cocaine Bear’ forstår hvad publikum vil have, for der er drabsscener og blod i overflod, med et balanceret glimt i øjet og morbiditet der viser en sand kærlighed til sin genre.

En central scene viser os to læger og parkbetjenten der jages af den blodtørstige bjørn, hvor de kører skrigende væk i en ambulance. Hestekræfter kan dog ikke hamle op med et højt rovdyr, der hopper i vognen og nærmest et ædegilde, indtil den lige så muntert stiger ud af bilen på vej hjem til sine unger.

Det er vildt, det er overdrevet, men det bliver aldrig plat – bjørnen er både virkelighedstro og pokkers sjov, har nærmest superkræfter og faktisk også lidt nuttet, når den altså ikke har menneskeblod i hele ansigtet.

Høj bjørn, høj fart, højt humør

Jeg må indrømme, at jeg ikke umiddelbart er stor fan af den pågældende subgenre af horror. Særligt ikke hajfilm, hvor dyrets instinkter bliver uvirkeliggjort til ukendelighed, når den blot er hvad den er; et dyr, der på ingen måde kan være ”godt” eller ”ondt”.

Mens ’Cocaine Bear’ selvfølgelig har en grund til dyrets adfærd, formår den også at være selvironisk og feje mine bekymringer ad vejen så let som ingenting.

I denne verden vinder naturen over kokainsmuglingens grådighed, og moderskab er den sande kraft bag det hele. Det er da så forfriskende som noget kan være, lige så meget som det er syret, urealistisk og virkelig, virkelig åndssvagt, på en overordentlig elskværdig måde.

Og hvis jeg ikke har overbevist dig om at se den her mærkelige film endnu, så er det også en af Ray Liottas sidste film inden sin død sidste år.

Er det ikke lidt legendarisk at have sin sidste filmrolle som en kokainsmugler, der får spist sine indvolde af små bjørneunger? Eller er det bare mig?