’Du som er i himlen’ er et bevægende portræt af overgangen fra barn til voksen, der udfolder sig gennem en hjerteskærende fortælling om en ung pige fanget i en brutal tid.

En pige lader sin hånd køre legesygt gennem hvedens lange strå, mens hun nynner sin mors gamle vuggevise. Solens varme stråler kærtegner hendes ansigt, da himlen pludseligt åbner sig op, og en kvælende blodregn siver ned over hendes krop. Tilbage står en pige, hvis verden rives i tusinde stykker, og hvor hun ikke har andre at sætte sin lid til end sig selv. Sådan starter den stærkt æstetiske sanseoplevelse ’Du som er i himlen’.

I Tea Lindeburgs spillefilmsinstruktørdebut befinder vi os i det sene 19. århundredes Danmark, hvor vi møder 14-årige Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl). Hendes verden består af en barndom fuld af leg og uskyldig romance – et liv med håb og store drømme – men da moderen (Ida Cæcilie Rasmussen) går i fødsel med barn nummer otte, viser det sig, at dét liv, hun var i fuld gang med at starte, forbliver mere drøm end virkelighed. 

Kvinden midt i en brydningstid

’Du som er i himlen’ er baseret på Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman ‘En dødsnat’ fra 1912, der beskriver en tid, hvor drømme kunne diktere liv og død, men kun de mest mareridtslignende af dem syntes at gå i opfyldelse. Her eksisterede en verden så hjerteskærende, at den eneste måde at komme gennem livet på var at forankre sig til et gudesyn, der kunne give den tragiske tilværelse en form for mening på et ellers udsigtsløst eksistensgrundlag.

Storspillende Flora Ofelia leverer en autentisk, sårbar præstation, der skildrer det pludselige alvor, Lise over bare 24 timer konfronteres med – hvordan hun går fra selvsikkert at trække op i kjolen foran nabogårdens dreng til at bryde sammen på loftet ved tanken om nu at skulle stå helt alene.

Hun lever i en tid, hvor man, som hendes farmor, kan opleve, at ti af sine elleve børn går bort, så man efterlades med så megen smerte, at der ikke længere er plads til tårer eller knuste hjerter. Foran os vokser et barn op til at blive et voksent menneske, der må se sig selv i øjnene og vælge, hvorvidt hun vil gå den rolle i møde, som venter foran hende.

Men selvom hun indtil sidste øjeblik klamrer sig til den allersidste rest af barndom, hun har tilbage, må også hun acceptere livets hårde udfoldelse.

Som at befinde sig i en sindstilstand

I ’Du som er i himlen’ følger vi Lise helt tæt og oplever alt gennem hende. Det er en sanseoplevelse, der binder sig mere til de følelser, der er på spil i de gældende scener, frem for et storladent narrativ. Det understreges af Tea Lindeburgs valg om ikke at bruge underlægningsmusik. I stedet bevæger fortællingen sig mellem en stærkt atmosfærisk lyd og en subjektiv lyd, der intensiveres i takt med, at Lise føler sig mere og mere hjælpeløs overfor de skrig, der forfølger hende rundt i markerne. 

Det er en vanvittig smuk fortælling om den magtesløshed, der eksisterer i sorgen og i en verden, der synes ikke at give mening. Man efterlades med en filmoplevelse, der giver plads til store tanker og stærke indtryk. Og selvom dialogen – bl.a. mellem de mange børneskuespillere – til tider bliver temmelig forceret, er det i marginalafdelingen, da man alligevel ikke kan tage øjnene fra Lise.

På bare 85 minutter formår ’Du som er i himlen’ at skildre en nuanceret fortælling om tabet af barndommen. Den suger ens blik fast hele filmen igennem, og man lader sig forsvinde ind i de æstetiske landskaber i den tragiske verden. Og da rulleteksterne løber over skærmen, er det svært at vide, om den har varet én time eller tre, hvilket er lige dét, sand filmkunst kan.