Af Martin Wolsgaard
Der er utvivlsomt folk, der kun kan udstå den småsyrede, fattesvage mandebaby-humor, som manden med det store skæg og sjove navn, Zach Galifianakis, efterhånden står for, i ret små doser. En sketch eller en mindre birolle her og der er nok til at tilfredsstille behovet for humoristiske dumheder, hvorimod længere eksponering medfører tåkrummende ubehag. Disse mennesker bør ikke se Due Date. For der foregår nemlig en hel masse pinligheds-inducerende ”Galifianakis-øjeblikke” i denne road-trip-komedie, som er den seneste kavalkade af drengerøvstossestreger fra instruktøren Todd Phillips, der er genforenet med produktionsholdet bag sidste års vellykkede komedie The Hangover. Dennes store succes (samt det nuværende danske biografhit Klovn) antyder dog, at der er en del, der nyder den smertende morsomme pinlighed ved dårlig opførsel. Disse mennesker bør efter undertegnedes mening bestemt se Due Date.
Due Date handler om en besynderlig parring af den smarte arkitekt Peter Highman (Robert Downey Jr.) og den aspirerende skuespiller Ethan Tremblay (Zach Galifianakis). I en skarpt skrevet og meget toneangivende indledning støder de to på hinanden i en lufthavn, hvor Downey er på vej hjem til Los Angeles til sin kone, der snart skal føde deres første barn. Galifianakis er ligeledes på vej til LA, men for at gøre sit indtog i Hollywood. Allerede i deres første møde portrætteres modsætningen ved Galifianakis’ ubekymrede og destruktive cluelessness og Downey’s utålmodighed. Dette møde kick-starter et kædereaktionsplot, hvor de to først smides af deres fly, og derefter sendes på en skæbnesvanger køretur på tværs af USA.
Den uventede parring af Galifianakis og Downey er en fornøjelse – de er en så usandsynlig duo og aparte i deres kemi, at de er bizart meget på. På nuværende tidspunkt i sin karriere har Downey formet sin afvæbnende og selvbevidste F*** You-blik til perfektion, mens Galifianakis har en evne til at formidle irriterende ufølsomhed og hundehvalpagtig hjælpeløshed på en og samme tid.
De to mænd synes at fascinere hinanden. Men deres tur fra Atlanta til LA er lang, hvorunder instruktør Todd Phillips står splittet mellem at koncentrere sig om det frække (masser af onani vittigheder) eller det mere rørstrømske. Og når duoen endelig når frem ved vejs ende har Due Date mistet sin kant, og ender med at være fuldstændig afhængig hovedpersonernes karisma. Karakterudviklingen går i stå hen ad vejen, hvorledes karaktererne ender med at være lidt for karikaturagtige.