”Let’s get ready for DUUMBOOOOOOooooooo” skråler cirkusdirektøren inden den lille elefant føres op på podiet. Men falder ’Dumbo’-remaket til jorden med et dunk, eller flyver filmen elegant rundt under cirkusteltets dug?
At lære en ny elefant gamle tricks
Den oprindelige ’Dumbo’-film fra 1941 er kun 64 minutter lang. Disneys splinternye version med Tim Burton ved roret når næsten den dobbelte længde. Derfor er det klart, at Burton i denne udgave ikke alene må tage sig nogle kunstneriske friheder, men også bygge væsentligt videre på historien.
Og det er noget af en linedans at balancere mellem det gode gamle og det gode nye.
Den første lille time af filmen genopsætter det meste af 1941’er plottet – Vi ser en uvorn dreng mobbe stakkels Dumbo, vi ser fru Jumbo smadre cirkusteltet, og ganske kortvarigt ser vi en lille hvid mus i konferencier-outfit. Det er i virkeligheden i denne første, knap så fantasifulde, halvdel af filmen, at nostalgien smørres tykt på. Og det er i og for sig meget fedt, men det er også her hele remake-idéen bidder ’Dumbo’ i røven. For disse første 40 minutter af filmen bruger jeg primært på at ærgre mig over alt, hvad der ikke er ligesom i den gamle film – Jeg savner at se alle cirkussets dyr få leveret unger med storkene. Jeg savner tårerne til Fru Jumbo’s vuggevise, og sidst men ikke mindst savner jeg Dumbos fine gule hat.
Et par af de ting, vi elsker fra den gamle film, findes dog stadig i dag. De er bare blevet genskabt.
I virkeligheden klarer 2019-versionen sig bedst, når den er 2019-versionen. Filmen er bedst, når den tænker nyt. Og det gør den også. I anden halvdel af filmen lyser et nyt og udvidet univers klassikeren op. og viser, at ’Dumbo’ faktisk har mere at byde på.
Et drømmeland af lidt for mange medvirkende
Halvvejs inde i filmen viser det sig nemlig, at skurken i virkeligheden er Michael Keatons karakter V. A. Vandevere, en ny tilføjelse til historien om Dumbo. Han opkøber det stakkels lille cirkus for at få Dumbo som hovedattraktion i sin forlystelsespark – Dreamland. Hermed er fundamentet til den nyere og langt sjovere halvdel af filmen lagt.
Der er ikke sparet på drømmelignende kulisser, shows og skuespilpræstationer i filmens sidste time.
Generelt kendetegnes filmen, der i denne udgave er langt mere fokuseret på menneskerne end dyrene i historien, af troværdige og underholdende præstationer. Særligt fra filmens hovedcast.
Men ikke alene har Disney hevet store skuespiller som Keaton, Colin Farrell, Danny DeVito og Eva Green ind i manegen – de har også installeret op til flere cirkushold i baggrunden. Et valg, der gør filmen mere forvirrende, end hvad godt er. Vi har den stærke mand, havfruen, tryllekunstneren, den onde cowboy-agtige dude, butleren, ham, der reciterer Hamlet, og desværre mange flere. Alle i cirkusset får i sidste ende lov til at udnytte deres særlige talenter, men ikke et sekund er jeg investeret i deres enkelte historier. Der er simpelthen for mange af dem, og særligt for mange af dem med halve historier og karakterudviklinger.
Disney sælger varen
Elefanter er typisk ikke elegante flyvere, men Disney og Burton formår dog at holde den lille elefantunge i luften. Filmen retfærdiggør sin egen eksistens, hvilket faktisk er imponerende for en film, der hurtigt kunne komme til at ligne en ”cash cow”.
Remaket har nemlig noget nyt på hjertet, og det skal den have ros for.
Dette – samt veludførte hovedroller, komiske øjeblikke, lidt Burton-edge og en alt i alt smuk tilføjelse til den historie, vi kender – gør ’Dumbo’ (2019) til en film, der klart er værd at se.
