Anden del af Denis Villeneuves science fiction-opus er en stemningsfuld totaloplevelse og ligesom sin forgænger et strålende eksempel på, hvordan tv-seriens guldalder har ødelagt den måde, Hollywood laver film på.

Det starter ellers virkelig godt. ‘Dune: Del 2’ er smuk som bare fanden og skabt til et biograflærred. Også lydbilledet er fuldstændigt fænomenalt. Fra første øjeblik kan man ikke andet end at gispe åndeløst over billederne og lydene af ørkenplaneten Arrakis, hvor hertugsønnen Paul Atreides (Timothée Chalamet) og hans mor Lady Jessica (Rebecca Ferguson) skal lære at gøre ørkenen til deres hjem. 

Mor og søn har søgt tilflugt hos det indfødte folk fremenerne fra den onde baron Vladimir Harkonnen (Stellan Skarsgård) og hans to psykotiske og meget hårløse nevøer Rabban (veloplagt Dave Bautista) og Feyd-Ratha (Austin Butler, der endnu engang snakker lidt sjovt). Harkonnen-klanen vil udrydde Atreides-slægten for at generobre kolonisatormagten over Arrakis, som er den eneste kilde i universet til råstoffet og rusmidlet ‘spice’.

I fremen-lejren Sietch-Tabr lærer Paul med hjælp fra lejrens leder Stilgar (Javier Bardem) og den unge krigerkvinde Chani (Zendaya) om det indfødte folks skikke, hvordan de overlever i ørkenen og tæmmer de enorme sandorme. På den måde får seeren også et omfattende indblik i ‘Dunes’ spektakulære univers. 

Det er virkelig her, filmen har sin største styrke. Du bliver fuldstændig suget ind i filmens verden, og det er afvæbnende i sin intensitet, skønhed og detaljerigdom. Du forelsker dig i fremenerne og Chani i takt med Paul gør det. Det samme gælder scenerne i Harkonnen-lejren. Du gyser, da du første gang møder Feyd-Ratha, og han nydelsesfuldt slikker på en knivsæg.

En lidt for white saviour

Det er tydeligt, at både Zendaya og Javier Bardem har fået frit løb til at give deres respektive karakterer personlighed, og det fungerer super godt. Bardem gør Stilgar akavet og ægte morsom. Og Zendayas Chani vokser ud af Pocahontas’ skygge med den sikkerhed, der er i skuespillerindens præstationer, når hun får lov at være skeptisk, flabet og sarkastisk.

Hun leverer en skuespilpræstation, der ubesværet trækker karakteren ud af det muse-agtige, ‘den smukke, vilde kvinde som symbol på det utæmmede land, hovedpersonen gerne vil indtage’-metafor, som grænsede til det irriterende i den første film.

Generelt virker filmen opsat på at give Chani plads og frigøre hende fra bare at være en romantisk plotfunktion. En klog beslutning fra filmskabernes side, også i lyset af det minefelt det er, at have en mørkhudet, indfødt kvinde være elsker men ikke god nok til at blive gift med en hvid, adelig (og mandlig) hovedperson. Chani får også lov at blive filmens vigtigste fortaler for, at det er fremenerne selv og ikke en eller anden udefrakommende kolonisator, der skal lede folkets oprør mod deres undertrykkere. 

For det er jo i bund og grund det, Paul Atreides er, en kolonisator. En mindre brutal én end Harkonnen-folkene jovist, men stadig en udefrakommende, der føler sig berettiget til Arrakis’ ressourcer og vil udøve sin magt over planetens oprindelige befolkning. Den plottråd kommer selvfølgelig fra romanen, der er skrevet i USA for cirka 60 år siden.

Ikke meget overraskende, at den ikke stiller spørgsmålstegn ved ideen om en form for ‘god kolonisator’. Men hvis ‘Dune: Del 2’ skal kunne forsvare, at den er lavet i 2020’erne, er den selvfølgelig nødt til at tage det kolonialistiske aspekt op til revision. Og det forsøger den så på via Chani. 

Det er en god beslutning, et godt forsøg, men jeg synes ikke helt, det er godt nok. Især i lyset af den retning, filmens fortælling ender med at tage. Det ser så vanvittigt ud, når store grupper af mellemøstligt kodede mennesker bukker og tilbeder kridhvide Timothée Chalamet, at jeg får en lille smule ondt i maven. Og filmen er godt klar over det, jeg tror egentlig, den forsøger at anvende det bevidst. 

Men hvis vi skal have mørklødede mennesker i beduin-agtige dragter, der råber om hellig krig og tilbeder en hvid mand som en guddom, skal det begrundes allerhelvedes godt, før jeg har det okay med, at vi viser de billeder på skærmen. Det skal være ret tydeligt at se, hvad filmen vil sige med det.

Og jeg er ked af det, men jeg kan simpelthen ikke fortælle dig, hvad ‘Dune: Del 2’ prøver at fortælle mig om hævn, kolonisering, skæbnetro og hellig krig. Jeg er i tvivl om, om den heller ikke selv ved det, eller om den bare insisterer på at vente med at fortælle mig det til den tredje film. 

En vision så spektakulær, man næsten ikke opdager, at Christopher Walken ikke har noget tøj på

Det er selvfølgelig ikke bogstaveligt ment det der med, at Christopher Walken ikke har noget tøj på. Han har faktisk, i modsætning til Stellan Skarsgård og Austin Butler, masser af tøj på alle de gange, han er med i filmen. Og det er virkelig flot tøj endda, der er ikke en finger at sætte på kostumedesignet i denne her film.

Når jeg skriver, at Walken ikke har noget tøj på, er det i et forsøg på at lave en hyggelig lille reference til et eventyr af H. C. Andersen, som vi alle sammen kender. Fordi Walken spiller hele universets kejser i ‘Dune: Del 2.’ Og det gør han sådan set strålende i de alt for få scener, han er med, det samme gør Florence Pugh i rollen som hans datter Irulan. Det er mere filmen generelt, der har et kejserligt problem.

Jeg var blæst væk af sandstorme og blankøjet af benovelse de første to tredjedele af ‘Dune: Del 2’. Opbygningen af universet er som sagt fænomenal, og det visuelle er udsøgt. Med undtagelse af et enkelt CGI-animeret foster. Kan vi ikke godt blive enige om, at vi stopper med det Hollywood? Det er bare aldrig en god idé.

Men efter den første beruselse har lagt sig, og når det bliver tid til at tage noget med sig videre fra filmen, falder det desværre til jorden for mig. Det er som om, det ikke er til at gennemskue, hvor filmen vil hen til sidst. 

Filmatiseringen svigter også Lady Jessicas karakter noget så vederstyggeligt. Hendes handlinger bliver sværere og sværere at forstå, som er hun uden anden motivation end lyst til at skabe kaos og vold. Hun bliver kedelig i karikeret ondskab. Jeg forstår ikke, hvad det skal sige om noget som helst.

‘Dune: Del 1’ efterlod seeren uforløst ved sin slutning, fordi den som filmatisering af første halvdel af en bog slutter meget pludseligt midt i den overordnede fortælling. Del 2 har ikke samme undskyldning, snarere tværtimod. Romanen slutter meget formfuldendt, der hvor denne film slutter i handlingsforløbet, men her har filmatiseringen ændret historien og påklistret en cliffhanger eller fem, som er helt enormt frustrerende. 

Måden store cinematiske tv-serier fortæller historier på har for længst infiltreret det store lærred, og her ses et eminent eksempel på, hvor stort et tab det er for os biografgængere. For det er netop ved ikke at runde af, at ‘Dune: Del 2’ taber mig. Ved at forsøge at udsætte den tilfredsstillelse afslutningen af en films spændingskurve giver seeren, efterlader filmen mig forvirret og uforløst.

Den tager nogle virkelig modige beslutninger, blandt andet når det kommer til den retning, den vælger at gå med sin hovedperson, og det har jeg stor respekt for. Det har jeg i den grad også for Chalamets præstation. Men beslutningerne er nødt til at blive begrundet. Vi er nødt til at forstå, hvorfor det sker. Hvad det er, filmen vil sige med det.

Den slags kan ikke udsættes til næste film som i en tv-serie, hvor næste afsnit sendes om en uge. Der er flere år til næste ‘Dune’-film kommer. Hvis den kommer. Uafsluttede fortællinger, som var biograffilm HBO-serier, er i mine øjne det største problem i moderne vestlig filmskabelse, og jeg vil aldrig tilgive Denis Villeneuve for at have ladet det, der kunne have været den bedste rumopera siden ‘A New Hope’ glide ud i ørkensandet.