Det barske islandske landskab er lige så bjergtagende som det er skræmmende i Baltasar Kormákurs seneste værk, der er baseret på den sande historie om fiskeren Guðlaugur Friðþórssons mirakuløse overlevelse. Det er i sandhed mennesket mod naturen i denne fængslende fortælling, som mestrer både krimiens spænding, gyserens uhygge og dramaets tragik.

Det er vinteren 1984. Nogle kilometer uden for de islandske Vestmannaøer synker fiskekutteren Breki til bunds og river, på nær tre mand, hele mandskabet med sig i dybet. Gulli (Ólafur Darri Ólafsson), Palli (Jóhann G. Jóhannsson) og Jón (Stefán Hallur Stefánsson) kan med nød og næppe klamre sig til et stykke vraggods og forvisse hinanden om, at de snart vil blive fundet. Da Palli og Jón dog efter kort tid må opgive kampen mod den ædende vinterkulde, er Gulli pludselig mutters alene i den -5 grader kolde Nordatlant. I løbet af 6 timer lykkes det ham at svømme i land, bestige øens vulkanklipper og lægge den kilometerlange knudrede stenstrækning bag sig på bare fødder.
Hjemme i landsbyen udråbes han til mirakel og nationalhelt, men konfronteres samtidigt med spørgsmålet om, hvordan det lykkedes ham at overleve under forhold, som ifølge hidtidig forskning er dødelige for mennesket.
Gennem omfattende undersøgelser prøver videnskabsmænd ihærdigt at kortlægge mysteriet, der i deres øjne ikke kan være et uforklarligt mirakel.

Stemningsfuld miljøskildring
Vinteren svøber den lille landsby i evigt mørke og lader sneen og de isblå træhuse lyse op mod den dunkle himmel. Vinden hyler, sneen fyger gennem gaderne og får enhver til at søge tilflugt indendøre. Undertegnede kan vitterligt mærke den bidende kulde helt ind til marven på trods af at være behageligt anbragt i et varmt biografsæde mange tusind kilometer fra den islandske vinter.
Som det fremgår af de indledende ord, er Dybet først og fremmest kendetegnet ved en særligt stemningsfuld miljøskildring, der lokker tilskueren, ja måske ligefrem suger ham ind i filmens nordiske univers.

Manglende psykologisk dybde
Vi møder Gulli på den lokale bar denne vinterlige nat inden den skæbnesvangre dag. Han hygger sig med slænget, der bl.a. tæller en familiefar med kone og to børn, en enspænder, der bor sammen med sin haltende hund og enorme LP-samling, og en dranker, der må hjælpes hjem i seng.
Den hårdhudede, men godmodige Gulli bor, trods sin voksne alder, stadig hjemme hos sine forældre, tilsyneladende uden nogen videre retning i livet. Glimtvise flashbacks i løbet af filmen giver et indblik i Gullis barndomserindringer om det dramatiske vulkanudbrud på øen i 1973: Evakueringen og senere det sørgelige gensyn med det askeoverdyngede barndomshjem.
Trods disse erindringsglimt kommer karakteren tendentielt til at mangle den psykologiske dybde, som historien lægger op til. Der opretholdes en om muligt tilsigtet distance – vi kommer aldrig rigtig ind på livet af Gulli, end ikke efter den skelsættende nærdødsoplevelse.

Effektive spændingsfremkaldere
At man på forhånd er klar over, hvilken ulykke fiskekutteren går i møde, spænder på ingen måde ben for spænding og uhygge, der spidsfindigt underbygges af talrige clues. Vil børnetegningen, som Palli lægger til tørre på radiatoren, starte en brand? Trækker det op til uvejr? Støder de på et isbjerg ligesom Titanic? En faretruende stemning lurer over den rokkende båd. Der ligger en rastløshed i den konstante skramlen fra gryder og pander i køkkenet, alkoholikeren, der brækker sig ud over rælingen og den enerverende skratten fra det lille TV, som viser Spielbergs JAWS (hvis metode til spændingsopbygning Dybet i øvrigt har mange ligheder med).
En stor del af filmen består af Gullis lange og seje kamp for at få fast jord under fødderne igen, der ligesom optakten til klimaks sørger for at fastholde tilskueren i spænding ved konstant at antyde Gullis redning for så at udviske alt håb igen.

Baltasar Kormákur har skabt en film af lutter flotte billeder og intens stemning – og så er den baseret på en sand historie. Dybet vil således på mange måder kunne kaldes en islandsk Hollywood blockbuster, om end det nordiske bestemt sørger for originalitet. Desværre lægger filmen op til et psykologisk drama, som trods nogle halvhjertede forsøg aldrig helt når i mål. Ikke desto mindre er der underholdning for alle pengene; og så er det, i hvert fald hvis man spørger undertegnede, altid særligt fascinerende at have i baghovedet, at det utrolige, der udfolder sig på lærredet, er sket i virkeligheden.