Man kan mene, at folkene bag filmatiseringen af ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’ skulle have ladet den forblive et fjernt barndomsminde for de voksne, men det lykkes faktisk at give de yngste samme glæde af fortællingen, som deres forældre formodentligt har haft.

I Hakkebakkeskoven findes ingen love og regler. Her findes kun fødekæden. Er man en mus, må man derfor overliste skovens rovdyr, hvis man vil opleve morgendagen. Samtidig er der heller ingen direkte regler for tyveri. Et smuthul for Klatremus, hvis levevej går med at nasse og stjæle sig til dagen og vejen. Men en moderne tidsalder nærmer sig Hakkebakkeskoven. Der er nytænkning på vej. Morten Skovmus får nemlig vedtaget en lov, der påbyder at alle skal være venner, ingen må stjæle, og at man ikke må spise hinanden. Hakkebakkeskoven bliver et paradis for vegetarer, men menneskene har ikke hørt om hakkebakkeskovens nye love, så der er nye fare på færde. Pludselig må den umage trio bestående af Morten Skovmus, Klatremus og Mikkel Ræv arbejde sammen for at overkomme den nye fare.

Den norske tradition
Fortællingen om ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’ er skrevet af den norske forfatter Thorbjørn Egner, som også står bag børnebøgerne ’Folk og Røvere i Kardemommeby’ og ’Karius og Baktus’. Traditionen tro for norske børnefilm skal det fortælles med stop-motion. Animationsinstruktøren Ivo Caprino stod før i tiden i spidsen for norsk stop-motion film. En førertrøje der i dag er givet videre til Rasmus A. Sivertsen. Man forventer derfor, at hans filmatisering af ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’ lever op til den gamle fortælling. Sivertsen har i hvert fald fulgt traditionen ved at skabe et minimalistisk univers. Hakkebakkeskoven rummer meget få kulisser, som er med til at skabe hygge og genkendelse for de allermindste. Animationen har derimod taget en noget mere moderne drejning. Den er for finpudset og mangler de mere skæve karakterer, som norsk stop-motion film er kendt for i film som Ivo Caprinos ’Bjergkøbing Grand Prix’ – Den måske mest berømte norske animationsfilm nogensinde.

En film til de mindste
Karaktererne er meget firkantede, men det gør ikke så meget, når de forskellige karakterer supplerer hinanden i det lille univers historien udspiller sig i. Filmen er uden tvivl lavet til de mindste børn i familien, så det er mere acceptabelt med en så sort-hvid fortælling. Man føler især interaktionen til det yngre publikum, når den fjerde væg brydes, og filmen sørger for at alle er med. Her lægger filmen sig lidt for meget op af hørespillet, hvor man af gode grunde fortalte hvad der skete, fordi man manglede den visuelle side. Men når Klatremus siger til publikum: ”Nu gemmer jeg mig”, kunne det godt være gjort mere elegant. Udover at filmen næsten følger bogen og hørespillet slavisk, har den stadig skulle udfylde 76 minutter, så der har været plads til selv at brillere i nogle ekstra scener. Det er de scener, der giver pluspoint til holdet bag ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’. De har formået både at ramme Thorbjørn Egners univers og samtidig gjort den mere moderne i sin humor. Den gamle fortælling om ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’ er derfor blevet ført ind i det 21. århundrede uden hverken at virke for gammeldags eller for respektløs over for sit berømte ophav.