’The Goonies’ og ’E.T. the Extra-Terrestrial’ efterlignes i nyt format med et resultat, der ikke er værd at tale om.

Found-footage-film er et koncept, der især inden for gysergenren er blevet brugt regelmæssigt siden ’The Blair Witch Project’ (1999). ’Earth to Echo’ er ikke en gyser, men den er et forsøg på at tage found-footage-film til det næste niveau.

Filmen handler om de tre bedste venner Alex (Teo Halm), Tuck (Astro) og Munch (Reese Hartwig), der alle skal flytte dagen efter, at fortællingen tager sin begyndelse. På deres sidste eventyr sammen finder de 12-13-årige drenge et rumvæsen, og aftenen bliver pludselig til noget, de aldrig vil glem-me. De selvsamme mennesker, som vil grave deres boligkvarter op, leder nemlig efter Echo.
Plottet minder til forveksling om ’E.T. the Extra-Terrestrial’ (1982) med lidt ’The Goonies’ (1985) blandet i, men stilen er en ganske anden. Det er de tre drenge, der, med mobiltelefoner, filmkamera og et par spionbriller, dokumenterer hele oplevelsen. Formen får et ekstra twist, da det skal forestil-le, at det er karakteren, Tuck, der har klippet det hele sammen efterfølgende. Han har selv lagt spændingsmusik og voice-over ind, hvor han synes, det passer.

Found-footage-funktion

Der er tidspunkter, hvor stilen fungerer, og af og til skaber den en vis charme, men det meste af fil-men er den overflødig. Tuck er den af de tre venner, vi fokuserer mindst på, og stilen giver os aldrig et stærkt indblik i hans syn på begivenhederne. Dramaet får aldrig tilføjet den autenticitet, som for-matet forsøger at skabe.
I store dele af filmen er formatet decideret distraherende. Mens billedet passer forholdsvist godt til formatet det meste af tiden, og den lidt rodede og slørede stil skaber en vis autenticitet i udtrykket, er lyden til gengæld klinisk ren. Børnenes stemmer er aldrig utydelige eller for lave eller høje, og der er aldrig baggrundsstøj, der ikke virker 100 % kontrolleret. Det er svært at købe, at Tuck skulle være så god til lyddesign, at han har fået renset optagelserne fra en så hektisk aften fuldstændig. Der dukker af og til også panoreringer op, som det aldrig kunne være lykkedes for en gruppe drenge at få filmet uden et stativ eller for den sags skyld et godt kamera. Oven i dette er det bare svært at købe, at drengene altid tænker over at have kameraet fremme.

Dueligt drama?

Karakterengagementet kan heller ikke undsige sig for fejl og mangler. Det gør sig især gældende med karakteren Alex. Alex er filmens egentlige hovedperson. Han har en masse vrede i sig, og han knytter et særligt stærkt bånd til Echo. Disse plotlinjer opsættes aldrig effektivt, og ingen af dem får en stærk effekt.
Mange af scenerne, hvor Echo optræder, er også distraherende. Echo er computeranimeret, og den ser for så vidt pæn nok ud, men når den kommer i kontakt med drengene bliver det meget tydeligt, at den er opstået på en computerskærm. Echo har også nogle kræfter, som kræver en del computer-genererede billeder, og det bliver bare aldrig helt overbevisende, at de ting, man ser, rent faktisk foregår i virkeligheden.
’Earth to Echo’ er komplet med en historie, vi har hørt før, et format, der ikke fungerer, og både middelmådige effekter og skuespil. Den har et par charmerende øjeblikke, og man kan ikke undsige sig for at være underholdt i perioder, men ’Earth to Echo’ kommer sandsynligvis ikke til at have det store ekko i fremtiden.