Glem alt om gaver, gløgg og julemusik. I stedet byder den islandske film på autencitet og viser et (u)perfekt familieliv. Gennem korte fortællinger observerer vi øjeblikke fra dagligdagen i jul- og nytårsperioden, som da en ældre herre bliver fodret på et plejehjem.

Det er første gang pigen holder jul hos sin far efter forældrenes skilsmisse, og første gang hun møder sin bonusmor- og søster. Hun vil overraske sin far, der er klaverlærer. Vi ser hende øve klaver i en tom og stille stue. Hendes bonussøster kommer og spørger, om hun må spille samme stykke, hvilket hun gør til perfektion. Da pigens far træder ind, og roser bonussøsteren til skyerne, så kan overraskelsen pludselig være lige meget.

’Echo’ er så vellykket i dens evne til at give associationer og forestillinger om karakterernes liv på baggrund af de små glimt, vi får. Hvad enten det er scener med familier, der står i kø til Røde Kors’ madbank, en bedstemor, der prøver Virtuel Reality-briller, en fødsel eller en stofmisbruger, der får hjælp.

Instruktør Runar Runarsson bryder med den almene dramaturgi, og formår at lave en film uden en egentlig narrativ tråd, som alligevel giver mening. Den eneste lighed mellem hver af de 56 klip er, at det hele foregår på Island. Når det først er forstået, kan filmen virkelig nydes for det, den er. Nemlig en film om uperfekt menneskelighed.

Mini-narrativer og hverdagsøjeblikke

I hver scene klippes der ikke mellem indstillinger samt lokationer. Der skiftes mellem scenerne på en brat måde, hvilket giver os indblik i diverse individers erindringer. Ud fra de mange fragmenter med eksempler på levet liv gives en forståelse for samfundet som helhed på Island. Opbygningerne af de mange fortællinger giver nemlig en følelse af forbundethed.

Der reflekteres over det moderne liv, hvilket afspejles i en kombination af øjeblikke med liv og død, rigdom og fattigdom, kærlighed og sorg. Nogle gange er øjeblikkene observerende, hvor andre gange er de mini-narrativer.

Uperfekthed og autencitet

Runnarson fremstiller liv på en autentisk måde uden at være kynisk. Vi får ikke et billede af livet på Island, som er præget af turist-idyl. I stedet opdager vi, at familielivet ikke er perfekt, og livet kan være hårdt.

Selvom det er tilfældet, findes (næste)kærlighed også. Som når 8-årige Baldur ringer til 112 for at fortælle, at hans forældre slås juleaften, og alarmoperatøren forsøger at hjælpe og distrahere med skole-snak.

En ny start

Omkring nytår, mod afslutningen af filmen, er der tegn på muligheden for at ændre eller forbedre sit liv. En ny start. Måske bliver livet bedre, om ikke andet fortsætter livet. Og det tæller også for noget.

Vi har ikke at gøre med en historie om ét menneske, men i stedet mange historier om forskellige mennesker, der giver fragmenter af et helt samfund. Filmen viser, at vi alle er en del af et hele, med hver vores udfordringer, hvor sorger og glæder ofte er noget, vi er fælles om. Efter filmen huskes de fortællinger, der vækkede følelser hos en selv.

Vi står tilbage med en ærlig film, der får en til at reflektere og sætte pris på de små ting.