Til trods for at man følger ham igennem 20 år, lærte jeg aldrig rigtig hovedpersonen at kende. Jeg nåede heller aldrig at fatte, hvad fanden ”garage” er.

I 90’erne var electronica-scenen i Frankrig stor. Daft Punk begyndte at spille, og i ’Eden’ følger vi DJ-duoen Cheers, som ca. samtidig begynder at blive et navn. Filmen er en kærlighedserklæring til og en beskrivelse af livet som DJ i især halvfemserne, men også op igennem 00’erne. ‘Eden’ starter i 1992, hvorfra vi følger den unge Paul i sin kamp for at slå igennem som DJ. Vi følger ham helt op til i dag, og det bliver således også en historie om menneskelig udvikling.

’Boyhood’ uden dybde
Filmen minder en smule om Richard Linklaters ‘Boyhood’. Vi ser en masse mennesker gå gennem livet, og vi ser dem ændre sig. Eller gør vi? Vi ser i hvert fald en masse mennesker, og vi følger dem gennem en årrække, men vi ser dem ikke ændre sig til egentlige karakterer. Hvor ‘Boyhood’ viste udvalgte scener fra et liv, virkede det meget tilfældigt og nærmest ligegyldigt, om ‘Eden’ viste en scene fra 1998 eller 2005. Man ser karaktererne foretage sig et eller andet – være sammen med en kæreste, tage til fest, spise aftensmad – hvorefter filmen bare bevæger sig tre år frem i tiden.

Dette var for mig ekstremt frustrerende, og når jeg ikke skumlede over mangel på sammenhæng, kedede jeg mig i stedet.

Småfejl med stor betydning
Når man sidder og keder sig under en film, begynder man af og til at lægge mærke til fejl, man ellers ikke ville have opdaget. Det var præcist det, der skete, da jeg så ’Eden’. Det skar mig hurtigt i øjnene, at karaktererne blev spillet af de samme skuespillere hele vejen igennem. Dette ville ikke have været noget problem, hvis filmen nu var lavet over 20 år, men det er desværre ikke tilfældet. Félix de Givry, som spiller Paul, har ingen makeup på, og han ligner altså hverken en 17- eller en 37-årig, selvom han skal gå for at være i begge aldre gennem filmen. Det værste er dog én af hans kærester, som når at få to børn, inden filmen er omme. Hun ser dog aldrig ud til at være en dag over 17.

Dramaet er rent ud sagt dårligt, og den stærkeste følelse, jeg havde undervejs, var som sagt kedsomhed. Jeg ville ønske, at musikdelen til gengæld virkelig holdt, men ’Eden’ nåede aldrig at få mig til at se det fede ved electronica. Der bliver aldrig gjort noget visuelt for at illustrere musikken og dens effekt på folk. I stedet ser man bare folk danse til musikken. Hvis man i forvejen kan lide den slags musik, er der en chance for, at man bliver grebet af den, men da jeg ikke kan lide electronica, rørte det mig aldrig det mindste; og så er det altså også et problem, at der flere gange refereres til, at Cheers spiller ”garage”, uden at det nogensinde forklares, hvad garage er. Jeg troede, at det var rockmusik af folk, der stadig bor hjemme.

Bliv væk
Jeg har helt ærligt ikke rigtig noget godt at sige om ’Eden’. Det er en flot film, og dens lyddesign er ganske udmærket, men det er bare ikke nok til at lave en god film. Jeg har også en klar forudanelse om, at nogen vil elske denne film, hvorfor det næsten er min pligt at råbe ud over byens tage: ”Lad være med at se ‘Eden’!”