Franske kærlighedsfilm er ikke noget nyt, men ’Efter kærligheden’ giver os alligevel et frisk pust til temaet over dem alle; kærlighed på film

Efter 15 års samliv har Marie og Boris besluttet sig for at gå hver til sit. Der er dog det lille forbehold, at Boris stadig bor sammen med Marie og deres to små døtre, da han ikke har andet at flytte ind i. De har gravet hver deres skyttekrav i denne hjemmefrontskrig, som udspiller sig i familiens lille, utroligt charmerende lejlighed, der udgør krigens slagmark. Midt i det hele står deres døtre Jade og Margaux som gidsler mellem de to kombattanter.

Hvorfor flytter du ikke bare?
Der er ingen tvivl om at Boris er den store ubarberede elefant i rummet. Han har indvilliget i at flytte, men han kræver en kompensation svarende til halvdelen af husets værdi. Et huskøb som i sin tid kun kunne lade sig gøre grundet Maries velhavende mors hjælp. Boris har ikke mange penge. Til gengæld har han lavet utallige forbedringer i lejligheden med blod, sved og kærlighed.

Og hvordan udmåler man det? Hvordan måler man kærlighed og alt det, der ikke kan tælles på en lommeregner? Det er et af filmens helt centrale emner. Spørgsmålet er om pengene er årsagen til eller symptomet på deres følelsesmæssige dissonans. Marie kommer tydeligvis fra en bedre stillet familie, end den charmerende fallent Boris. Original titlen Le’conomie Du Couple kan løst oversættes til ’parforholdets økonomi’, hvilket netop er filmens essens. Er kærlighed en målbar faktor, og kan det udgøres i penge når man står overfor bruddet?

Glimrende præstationer løfter troværdigheden
Filmens instruktør Joachim Lafosse rammer hovedet på sømmet, og formår at skabe nogle virkelig stærke scener. Filmen udspiller sig som en teaterlignende seance, nærmest udelukkende i familiens lille lejlighed, som bliver endnu mere klaustrofobisk af deres endeløse skænderier og barnagtige drillerier. Både Bérénice Bejo som Marie og Cédric Kahn som Boris spiller formidabelt og giver os indtrykket af, at vi står midt i det hele – uden at de ser os.

Netop skuespillernes eminente spil giver filmen en utrolig nerve. Fra små bagatel-sager som hvem der tog det sidste ost, hvem der skal vaske hvis tøj til hvornår Boris må være i huset bliver meget troværdige. Især da Boris en aften kommer hjem til Maries middagsselskab fornemmer man spændingerne mellem de to velspillede karakterer.

Gammel kærlighed ruster aldrig
Boris har indvilliget i at flytte, men han prøver samtidig ihærdigt at holde samling på familielivet. Kan forlist kærlighed reddes? Det mener Maries mor (Marthe Keller), som lommefilosoferer over at nu til dags smider man alting ud i stedet for at reparere det, som i de gode gamle dage.

I en meget rørende scene hvor hele familien danser sammen, viser Marie endelig, at hun er ligeså såret som Boris, hvilket hun ellers har gjort alt for at modbevise. Det er netop i scener som denne at filmen er stærk. De scener hvor karaktererne giver en masse af sig selv. Selvom Boris er skide irriterende er han også svær at modstå, hvilket Marie bliver mindet om her.

Selvom filmen momentvis mister lidt af sin nerve, så er det ikke en forudsigelig forestilling. Den formår at overraske, røre og gøre indtryk på publikum, takket været en nærmest symfonisk præstation af alle involverede.