Franske Olivier Assayas har med sin seneste film, som netop har haft forpremiere på filmfestivalen CPH:PIX, begået et fascinerende fransk tidsportræt, hvor instruktørens eget liv inddrages i en fortælling om 5 unge venstreorienterede studenter og deres liv i starten af 1970´erne.

Ved et hurtigt fordomsfuldt øjekast lever Efter Revolutionen lidt op til den fordom, som en del mennesker har til fransk film som værende fyldt med lange verbale udredninger mellem et par plagede individer som tynges af tilværelsens kompleksitet og ulidelige meningsløshed. Heldigvis viser instruktøren Olivier Assayas hurtigt at tilværelsen langt fra er uden betydning endsige action for filmens hovedperson Gilles (Clement Metayer). Gilles er ved filmens start gymnasieelev og sammen med en række klassekammerater engageret i den voksende venstrefløj udsprunget af det parisiske studenteroprør i 1968. Et oprør som tilskueren effektfuldt får et visuelt ekko af, da Gilles sammen med sine kammerater Alain (Felix Armand) og Christine (Lola Crétin) støder sammen med et kampklart politi, der ikke er bange for at slå på demonstranter selvom de ligger ned.

En aften da vores unge hovedpersoner er ved at hænge plakater og male politiske slogans på skolens facader opdages de og jages efterfølgende af skolens vagtværn. Da en af kammeraterne fanges og får tæsk, gengælder de et par dage senere med det resultat at en vagterne ender i livsfare. Af frygt for anholdelse beslutter de 3 kammerater sig for at tage ud af landet i første omgang til Italien og senere længere syd på. Denne rejse bliver filmens omdrejningspunkt i det den bliver de 5 hovedpersoners vej ud af ungdommen, hvor alle på hver deres måde lærer at finde deres vej ind i voksenlivet.

Efter Revolutionen er Olivier Assayas forsøg på at beskrive sin egen ungdom og han har selv udtalt, at denne film på mange måder, er det tætteste han er kommet på et selvportræt af sig selv som ung i 1970´erne. Samtidig og heldigvis har Assayas ved sit fokus på flere personers oplevelser og erkendelser bredt oplevelsen af tiden ud, så tidsånden omkring ungdomsoprøret sættes i en større historisk kontekst. Uden moralske pegefingre eller politiske agendaer serveres tilskueren for ´livets gang´ uden skelen til om historiens ´plot´ drives frem og forløses, for sådan er livet (desværre) ikke indrettet. Efter revolutionen kommer i gængs dramaturgisk forstand ikke tilskueren i møde, men omvendt belønnes man i rigt mål med en sær og unik stemning af at være en tidsrejsende, der uset har fået en unik mulighed for at opleve en svunden tid.

Efter Revolutionen er så afgjort ikke en bredt appellerende film, men har man mod på at få et ærligt, dybt indfølt portræt af en tidsånd, komplet med stilfuld kameraføring, troværdigt skuespil og et soundtrack der gør brug af tidens oversete musik, så kan denne anmelder på det varmeste anbefale denne lille franske perle, der er en unik to timers tidsmaskine til 70´ernes politiske og vilde ungdom!