Gør dig selv en tjeneste og lyt til den her sang, imens du læser artiklen. Kan du mærke den italienske varme nu?

Mens grænserne er lukket, rejser Nosferatu igennem filmens verden til savnede feriedestinationer. I denne del af artikelserien rapporterer vores udsendte Anita Kordrostamy fra Italien.

Krystalblå bølger, som skinner i solens varme stråler. Lyden af glade cikader siddende i de ikoniske cypres-træer, der er spredt rundt i bakkelandskabet. En kold Aperol i hånden med en dråbe af kondens, der løber ned af siden på glasset og rammer din varme hånd med et mageligt suk.

Velkommen til Italien.

Her handler livet om god mad, god vin og gode minder. Tre ting, som man kan finde i de tre film, som jeg vil slå ned på her.

Filmmagasinet Nosferatu tager på forhånd afstand fra eventuelle impulskøb af flybilletter efter læsning af denne artikel.

Kald mig lige hvad du har lyst

Lad os fra start af få elefanten i rummet ud af vejen og sprænge bylden på den dårlige stemning forbundet med vores første film, nemlig ‘Call Me By Your Name’ fra 2017.

Ja, Armie Hammer er angiveligt kannibal. Og ja, han fik sin søn til at sutte på sine tæer, og han har skrevet ubehagelige beskeder til damer. 

Men dét skal ikke tage fokus fra, hvor overlegent skøn og aldeles smuk en film ‘Call Me By Your Name’ er.

For ikke at snakke om, hvordan filmen gav verden den gave, Timothée Chalamet er.

Baseret på bogen af samme navn skrevet af André Aciman og instrueret af italienske Luca Guadagnino (som tilfældigvis også er instruktør på en af de andre film i den her artikel), er ‘Call Me By Your Name’ et portræt af ung og forbudt kærlighed iscenesat i magiske italienske rammer.

Elio (Chalamet) er søn af en professor (skønt spillet af Michael Stuhlbarg), som har inviteret Oliver (Hammer) til Ph.d.-arbejde i løbet af en sommer i Italien.

Elio er fascineret af den arrogante, blonde amerikaner, og i sommerens hede bliver der udvekslet flygtige fod-berøringer og udforskninger af, hvad man ellers kan bruge en fersken til.

Udover et ikonisk farveskema i form af gyldne toner, solskin og Timothée Chalamets hasselfarvede øjne, så er underlægningsmusikken (Sufjan Stevens må meget gerne lave soundtracket til mit liv) fuldstændig perfekt.

Guadagnino rammer fortrinligt den samtidigt idylliske og melankolske stemning ved en ungdom tilbragt i det italienske bakkelandskab.  

‘Call Me By Your Name’ får mit hjerte til at synge (og græde over, at jeg ikke bor i et toscansk bondehus med egen vingård).

Lad os hoppe i vandet og lave nogle bølger

Som italiensk instruktør er det meget naturligt for Luca Guadagnino at lave Italien-centrerede film, og det bliver kun bedre af uløste mordmysterier og falske identiteter.

I 2015 lavede han nemlig ‘A Bigger Splash’ med en stjerneliste, der inkluderer Ralph Fiennes (hej, Voldemort), Tilda Swinton (hej, heks fra Narnia) og Dakota Johnson (hej, Mrs. Grey).

Marianne Lane (Swinton) er en kendt rockstjerne lidt a la Bowie, som har fået opereret sine stemmebånd og derfor ikke kan snakke, indtil det er helet. Helingsprocessen har hun så valgt at tage i Italien sammen med sin yngre kæreste Paul (spillet af belgiske Matthias Schoenaerts), der er midt i sin egen helingsprocess efter selvmordsforsøg og alkoholisme.

Mens de ligger og hygger i mudderet på en italiensk strand, flyver der et fly ind over dem, som viser sig at bringe nogle uventede gæster med sig.

Ind kommer den dynamiske og karismatiske Harry Hawkes (Fiennes) sammen med hans nyfundne datter, Penelope (Johnson).

Således starter en kaotisk (på en god måde) rejse gennem kærlighedsintriger, identitetskriser og uheldige mordsituationer, som Guadagnino formår at kombinere med en præsentation af Italiens udsøgte hemmeligheder.

På en eller anden måde føles Italien selv som en hovedperson i filmens handling – så stor en betydning har landet og kulturen for Guadagninos præstation. Han gør det dog på sådan en måde, at det ikke er distraherende eller afvigende fra historien, men hvor det bare giver mening.

Med ‘A Bigger Splash’ føler man, at alt kan lade sig gøre i Italien. Også at få sig et toscansk bondehus med egen vingård.

Skønhed er ingen pris for en tur til Italien

Som et sidste bevis på Italiens tidsløse og fortryllende idyl har vi ‘Stealing Beauty’ fra 1996, som er instrueret af Oscar-vindende Bernardo Bertolucci (cc. en stang smør og ‘Last Tango in Paris’ fra 1972).

Liv Tyler (hej, Arwen) har sin debut som skuespiller i rollen som Lucy Harmon, en 19-årig pige, der besøger sin nyligt afdøde mors venner i Italien. 

Et besøg, som starter ud med at være begrundet af muligheden for at få lavet en skulptur af kunstneren Ian (Donal McCann), men som viser sig faktisk at være en søgen efter identiteten på Lucys far.

Den unge Lucy bliver hurtigt venner med de andre besøgende, som består af forfatteren Alex Parrish (legendariske Jeremy Irons), Miranda Fox (mumiedræberen Rachel Weisz) og Mirandas bror, Christopher, spillet af Joseph Fiennes (hej, Voldemorts bror).

Hemmeligheder bliver viderefortalt og afsløret, romancer bliver startet og brudt, og Lucy lærer mere om sig selv og sin omverden midt i det toscanske sommerlandskab.

‘Stealing Beauty’ er et smukt eksempel på den italienske sensualitet, og hvordan det smageligt kan portrætteres på film.

Bertolucci rammer essensen af den ungdommelige udforskning og opdagelse af en selv, som i den her film finder sted blandt kunstens åbne rammer og ubetingede accept kombineret med Italiens varme og dedikation til romantik og livsnydelse.

Så ja, jeg flytter til Italien og bor i et toscansk bondehus med min egen vingård. Ciao!