Af Thea Hviid Ødbehr
Instruktøren bag blandt andet Billy Elliot(2000) og The Reader(2008), Stephen Daldry, blev et par Oscarnomineringer rigere med hans filmatisering af Jonathan Safran Foers roman Ekstremt højt og utrolig tæt på (Extremely Loud & Incredibly Close). Filmens ærkeamerikanske og følelsesladede stil taget i betragtning, kan nomineringen ikke undre nogen.
Oskar Schell er en usædvanlig dreng. Taget hans bare 11 år i betragtning, er han en meget alvorlig og kvik drenge, der prøver at gøre sig klog på mange af livets mere voksne facetter. Han er utrolig opfindsom og besidder den mærkeligste viden samt et stort behov for at gennemskue logikken i alting. Men da der pludselig sker noget alt andet en forklarligt, og Oskars far (Tom Hanks) bliver dræbt under terrorangrebet den 11. september 2001, ramler hans verden sammen. Et år efter faderens død finder Oskar en mystisk nøgle blandt sin fars ejendele. I et desperat forsøg på at vedligeholde en forbindelse til sin far, begiver han sig på en opdagelsesrejse ud i storbyen for at finde låsen, som nøglen kan åbne. Undervejs møder han mange skæbner med hver deres historie og bliver hele tiden tvunget til at se sin frygt i øjnene – noget hans far altid støttede ham i.
Ekstremt højt og utrolig tæt på er en usandsynlig rørende historie. Er man ikke lavet af sten, er der gode chancer for, at man kommer til at græde snot i biografen til denne gennemførte tåreperser. At være en tåreperser er dog ikke altid udelukkende positivt. Selvom det uden tvivl vidner om, at vi har at gøre med en film, der rører noget i folk, involverer det desværre ofte også nogle halvslidte, kvalmende floskler. Hvis man endelig skal tage de objektive briller på. Ser man f.eks. på en film som Precious(2009), der er så overspækket med patos og tungsindighed, at det halve kunne være nok, går det næsten hen og bliver helt anstrengende at forgribe sig på et stykke kleenex hvert andet minut. Ikke sagt at Ekstremt højt og utrolig tæt på er nær så slem på dette punkt, men man kunne med fordel skue ned for det følelsesbetændte og op for charmen og de hjertevarme twist, som denne film så klart også indeholder.
Karakteren, The Renter, spillet fænomenalt af Max von Sydow, er en af den slags karakterer man ville ønske var med i hver scene i filmen. Max von Sydow er som skabt til denne rolle som bedstemoderens mystiske lejer, der aldrig siger et ord, men kun kommunikerer ved hjælp af skrift, og de ”Yes” og ”No” han har tatoveret i hver håndflade. At han ikke siger noget overhovedet fremavler desværre, at hovedpersonen Oskar (Thomas Horn) får usandsynlig meget taletid, og ind imellem bliver lidt trættende at høre på, som han udpensler flere pointer for os som tilskuere – som vi altså godt selv kunne have regnet ud. Men det hænger måske også bare sammen med, at karakteren Oskar er en meget funderende og følsom personlighed. Horn spiller rollen ganske overbevisende, men karakteren Oskar bliver altså ind imellem lidt småirriterende og højtråbende. Tom Hanks og Sandra Bullock, som spiller hhv. far og mor, er som altid vidunderlige og udfylder deres roller upåklageligt. Til gengæld indikerer deres blotte tilstedeværelse i filmen også, at Ekstremt højt og utrolig tæt på er en ærkeamerikansk film.
Forbløffende få instruktører og forfattere har i tiden efter den 11. september 2001 forsøgt sig ud i fiktive fortolkninger af det tab og den sorg, der ramte mange amerikanske familier. Det vidner om, hvilket ømtåleligt emne, det netop er. På den måde behandler filmen den tragiske begivenhed med omhu og prøver at beskrive den komplette afmagt og irrationalitet, der omgærder de efterladte familier til ofrene. I princippet kunne Oskars far have været død på en hvilken som helst anden måde end under terrorangrebet, men ikke desto mindre er det en usandsynlig uforståelig og ubarmhjertig måde at få taget sin far fra sig på, som gør, at man hurtigt sympatiserer med Oskar i hans sorg. Filmen indeholder mange ambitiøse og rørende momenter og er alt i alt en flot film. Nogle gange handler det bare om at kende den hårfine grænse for hvornår enough is enough.
