Et overraskende tilbagelænet portræt af Argentinas yngste seriemorder.
Man skulle ikke tro det, men filmen om manden, der som 20-årig blev sigtet for blandt andet 11 mord, 17 røverier, en voldtægt og to kidnapninger, er ikke synderligt dramatisk. På godt og ondt er tonen i den nye biopic om argentinske Carlos Eduardo Robledo Puch, der fik tilnavnene ’Dødsenglen’ og ’Den sorte engel’, nemlig meget tro mod hovedpersonens sindsstemning – eller i hvert fald, som instruktør Luis Ortega og hans medforfattere har tolket den.
’El Angel’ følger Robledo Puch over de tre år i hans liv, hvor den kriminelle løbebane tager gevaldigt fart. Som 17-årig er han allerede en værre tyveknægt, der stjæler smykker og biler for fornøjelsens skyld. Da han lærer klassekammeraten Ramón at kende, bliver deres røverier straks mere organiserede og profitable.
Ingen konsekvenser
Man aner hurtigt et velkendt Bonnie og Clyde-mønster, hvor de dumdristige kriminelle snart vil komme i større og større problemer. Den utilregnelige hovedkarakter tager store chancer og lytter ikke altid til sin partner under togterne, hvorfor det er dømt til at gå galt. Men frem til den forventede livstidsdom, har Carlos’ handlinger faktisk ingen konsekvenser for ham, og han viger aldrig fra sin umanerligt tilbagelænede og bekymringsfri facon.
På den negative front betyder det, at spændingskurven flades noget ud over filmens næsten to timer. For når Carlos er ligeglad, føles det ikke som om, der er så meget på spil. Man holdes dog interesseret det meste af vejen alene i forsøget på at se bag hans blanke, skælmsk smilende facade, som gestaltes af den debuterende skuespiller Lorenzo Ferro.
Modsat den klassiske biografiske film har Ortega slet ikke i sinde at forklare, hvorfor hovedpersonen blev, som han blev, og gjorde, som han gjorde – ligesom den påfaldende seksuelle energi mellem Carlos og Ramón aldrig italesættes. Det betyder også, at man overraskes, stort set hver gang, han relativt umotiveret slår folk ihjel.
Charmerende 70’er-fest
Et andet aspekt, som holder én engageret, er den flotte billedside. Med varme farver og stilsikker kameraføring placeres publikum effektivt i de argentinske 70’ere, som fortællingen foregår i – ikke mindst i en fantastisk sort-hvid tv-sekvens, hvor Ramón agerer syngende flødebolle-showman.
Periodens karakteristiske stramme sweatre og blafrende trompetbukser akkompagneres ofte af festlig og charmerende musik, der giver mindelser om de bedste Quentin Tarantino-film og bruger så forskellige instrumenter som elektrisk guitar, xylofon, sax og bongotrommer.
Således bliver ’El Angel’ aldrig en detaljeret, psykologisk indføring i den psykopatiske seriemorders indre. Rejsen har en mere overfladisk karakter, men den er lækker, vellavet og besynderligt hyggelig.
