Det er ikke første gang, man hører om usympatiske præster. Det er dog sjældent, man ser så mange samlet på ét sted
’El Club’ handler om et hus for præster, der er blevet tvunget til at trække sig tilbage af den ene eller anden grund. Præster, som den katolske kirke ikke havde lyst til at fortælle verden om, men som den heller ikke havde lyst til at beholde. De er blevet gemt væk i et lille hus i Chile, hvor de træner en hund og ellers bare får tiden til at gå. Sådan går tiden, indtil én af dem begår selvmord på åben gade, og en fungerende præst sendes til huset for at evaluere, hvor vidt det bør lukkes.
Meget, meget tør humor
’El Club’ er en meget gennemført film. Alle scener har et utroligt ubehageligt udtryk, hvilket ikke mindst skyldes, at stort set hele filmen er filmet i modlys. Alle scener er totalt langtrukne og akavede, og dette skaber en vis humor. Alt er grotesk. Præsterne er groteske, historien er grotesk, og det filmiske udtryk gør det kun mere grotesk.
En stor del af filmen går med at høre om de forskellige præsters baggrund, og hvorfor de er endt, hvor de er. De har ikke alle sammen voldtaget børn, men det bør ikke nødvendigvis berolige dig. Én præst virker ikke til at have gjort noget helt forfærdeligt, men sympatien ligger heller ikke med ham, når filmen slutter. Sympatien ligger ikke et eneste sted.
Præsterne er alle totalt og helt igennem selvretfærdige, og det gør dem ekstremt ubehagelige. Dette gør sig både gældende for de præster, der bor i huset, og den præst, der kommer for at evaluere dem. Det gør sig desuden også gældende for den nonne, der passer præsterne. Alle er de usympatiske og selvretfærdige – i virkeligheden er de ukristne. Filmens pointe opstår samme sted, som dens humor gør – ved ubehagelige scener om ubehagelige mennesker.
Meget, meget tør
’El Club’ er en langsom film. Den er også for langsom. Man sidder i flere passager og ønsker, at den ville slutte, men det føles bare som om, der er gået rigtig lang tid, før filmen når sit klimaks; og klimaks bryder jeg mig slet ikke om. Her føltes det som om, instruktøren havde taget nogle besynderlige valg, bare fordi der skulle til at ske noget. Generelt virker ’El Club’ meget planlagt, men i klimaks blev jeg helt tabt, fordi jeg ikke kunne følge logikken bag de valg, karaktererne tog.
Heldigvis bliver dette fulgt op med filmens sjoveste scene. Man skal ikke regne med en humor, der får én til at græde af grin, men jeg kunne ikke lade være med at grine højlydt til filmens afsluttende scene. Scenen har naturligvis den samme tørre humor som resten af filmen, men det virkede i særdeleshed ved filmens afslutning.
Det er først og fremmest filmens start og slutning, der fungerer. Dette er de to vigtigste øjeblikke i en film, men der gik simpelthen for lang tid mellem de to sekvenser. Selvom startscenen fik mig med om bord, og slutningen var, hvad jeg tog med mig ud, har jeg simpelthen spildt for meget tid imellem til for alvor at anbefale filmen.