Manden der gav os den hyper satiriske Starship Troopers, ikoniske Robot Cop og den neo-erotiske thriller Basic Instinct går fransk med hans nyeste skud på thrillerstammen ’Elle’
Paul Verhoeven er tilbage for fuld musik med det intense genre-melange ‘Elle’, som har Isabelle Huppert i hovedrollen, hvilket hun gør fremragende. Som filmens hovedrolle tager hun os nemlig igennem en hæsblæsende omgang, der er lige så spændende som den er uforudsigelig.
Baseret på romanen ”Oh…” af Phillipe Dijan starter filmen ud med en voldsom scene. Her bliver Michèle (Isabelle Huppert) voldtaget i sit eget hjem af en maskeret indbrudstyv med hendes noget søvnige og blaserte kat som eneste vidne. Det skal selvfølgelig også nævnes, at det første hun gør herefter er at bestille take-away sushi og rydde op efter overgrebet. Det virker helt absurd, men denne intro-seance lægger grundstenen for en fuldstændig utilregnelig film, og symboliserer fint hvad vi kan forvente: Det ikke ventede. Filmen stikker derefter i et utal af forskellige retninger, som hver for sig er rørende, morbide, komiske, uhyggelige, men nærmest virker helt grotesk i sammensætningen. Måske er det fordi netop Paul Verhoeven er ved roret, at det alligevel lykkedes.
Patetiske mænd og en stærk kvinde
Michèle er omgivet af et gigantisk persongalleri, som alle bidrager med hver deres underhandling uden at gå nogle former for svinkeærinder. Lige fra hendes fallerede forfatter eks med den noget smidige litterat-kæreste. Hendes uduelige søn med den hysteriske og kontrollerende kæreste og den bedste veninde, hvis mand hun har en noget patetisk affære med. For ikke at nævne hendes drønirriterende gamle mor. Derudover skal selvfølgelig også nævnes det søde nabopar med den hjælpsomme mand, som Michèle fantaserer om, imens hun spionerer på ham. Alle disse aktører mødes i en tragikomisk scene hjemme hos Michèle til et julearrangement, som forekommer sendt fra helvede.
Alle mænd omkring hende synes apatiske og uduelige, og midt i virvaret står Michèle som en dame, der virkelig skiller sig ud. Hun lader sig ikke føje overfor nogen eller noget, og heller ikke den tragiske hændelse hun har været udsat for kuer hende. En hændelse som hun da også kun lige får nævnt for sine venner henkastet på en restaurant, alt imens de bestiller champagne.
Cadeau til Isabelle Huppert!
Og hvorfor har hun egentlig ikke anmeldt voldtægten til politiet? Hun køber peberspray, en lille økse og alle mænd omkring hende kunne på hver deres måde være mistænkte. Imens paranoiaen omkring hende gradvist tiltager finder vi ud af at Michèle har et dårligt forhold til ordensmagten. Hendes far sidder i fængsel, og grundet en noget blakket fortid ønsker hun ikke at anmelde overgrebet. Hun tager derimod sagen i egen hånd. I egen hånd skal ikke nødvendigvis forstås som et blodigt hævntogt. Michèle vælger nemlig at tackle alle de problemer, der opstår foran hende på hendes helt særegne facon. Huppert leverer det så sublimt, at hvis hun havde nappet Oscar statuetten for et par uger siden, havde det ingenlunde været ufortjent!
Og hvad vil denne ‘Elle’ så? Det findes der nok ikke et entydigt svar på, men derimod er der tankegods nok til et helt år efter slutningen. Den flytter hele tiden med vores forventninger til hvad der skal ske, og ingen konventionelle aftaler bliver overholdt. Især Michèles noget frappante reaktion på hendes voldtægt står lysende i erindringen når man forlader biografens mørke. Paul Verhoeven er mesterligt tilbage!