Unge beretter om kærlighedens smerte og lykkepunkter i imponerende dokumentardebut der nu kan opleves på CPH:DOX.

En ung mand sidder ved et bord. Han bøjer sig forover og lader hovedet hvile på sine arme. Han ser ned i bordet og udbryder. ”Jeg har aldrig snakket så meget om det her, det er så mærkeligt”. Han læner ryggen mod muren bag ved ham og vender ansigtet væk. Man ser følelserne vælder op i ham.

Denne unge fyr (man får aldrig af vide, hvad han hedder) er en af de tyve unge, som deler ud af deres egne erfaringer og refleksioner om og med kærligheden. Vi møder en mangfoldighed af typer – bøsser, lesbiske, heteroseksuelle og transkønnede, så man har som seer rig mulighed for at spejle sig.

Nogen fortæller alene. Andre sidder sammen to og to. Personerne åbner deres hjerter for kameraet og fortæller åbenhjertig og sagligt deres oplevelser med temaer som utroskab, angsten for at miste og sex. Der klippes imellem fortællinger og samtaler i forskellige hjemlige omgivelser som en seng eller en vindueskarm, og filmen er elegant struktureret over de emner der berettes om.

Vi møder personerne igennem, hvad de beretter. Og det giver mening, for det er deres fælles vidnesbyrd om kærlighedens mange udtryk og stemninger der er filmens fokus og ikke dem som enkelt individer.

Dybde i de personlige beretninger

En kvinde fortæller, hvordan man kan miste sig selv i en relation. ”Hun tilpassede sig” i så høj en grad, at hun til sidst kun havde ét valg ”enten går jeg eller også forsvinder jeg”.

Castingen af unge er perfekt. De beskriver så naturligt og fængende, at jeg gang på gang måbede af begejstring.

Selvom filmen kommer ind på mange forskellige temaer, bliver det aldrig rodet eller overfladisk. Det skyldes den stringente struktur og klipning ud fra emner og den dybde der er i de personlige historier.

Man behøver ikke være ung for at kunne relatere til filmen. For de valgte temaer er eksistentielle. Mine toogfyrre somre forhindrede mig ikke i at tage på en mental erindringsrejse i mit eget fortidige og nutidige kærlighedsliv.

En hjertens tak

Desværre er der to forstyrrende elementer. Første er i iscenesættelsen af en samtale mellem to karbadende i veninder. Deres nøgne kroppe fjerner fokus fra, hvad de fortæller, og det virker kunstigt og opstyltet. Samme virkning har de korte mellemsekvenser med ultranærbilleder af foreksempel to der kysser eller et par tæt omslyngede. I forhold til resten af dokumentaren er de greb alt for voldsomme.

Men de få mislyde skygger ikke voldsomt for den generelle oplevelse af filmen.

En hjertens tak til instruktørerne Andrine Moland, Caroline Mathilde Salic og Kathrine Skibsted og gruppen af unge for at have skabt denne vigtige gave. Filmen burde omdeles til samtlige husstande, så vi kan få punkteret myten om den perfekte kærlighed, som så mange af os føler vi skal leve op til, men ingen evner. Nej, filmen viser i stedet, hvor smuk, smertelig og mangefacetteret kærligheden kan være.

Filmen har premiere den 25 april på CPH DOX og kan ses indtil til den 5 maj.