Et virvar af sensorisk dans, manipulerende flirten og uforudsigelige intentioner. Den chilenske dansefilm formår at skabe en visuel fortælling om de længder desperation kan drive en til.

Da jeg var på Venice Film Festival tilbage i 2019, var det umuligt ikke at overhøre den tyste, men samtidig begejstrede omtale af den chilenske film ’Ema’ af Pablo Larraín, instruktøren bag ’Jackie’.
Jeg havde derfor en del forventninger til filmen, da den endelige nåede til Danmark her i 2020.

Og rigtigt nok, så åbner ’Ema’ med at gøre et stærkt indtryk. Et rytmisk beat kræver straks, at man som seer tildeler filmen sin fulde opmærksomhed. Idet éns puls synkroniserer med musikken flow, vises en flok af svajende kroppe i en smukt koreograferet indledning.

Det er her vi introduceres for danseren Ema og hendes ensemble. Der krydsklippes samtidigt til en intens dialog mellem ’Ema’ og hendes kæreste Gaston, der kryptisk forklarer filmens dilemma. Parret har sammen valgt at adoptere et ældre barn, kaldet Polo, som de har været nødsaget til at opgive igen – på grund af hans pyromani.

På trods af dette holder de stadig meget af drengen, og som publikum oplever man, at de har lidt et stort tab. Hvordan Ema nu skal vinde Polo tilbage, danner udgangspunktet for filmens handling.

En pirrelig protagonist

Det er svært at sætte en finger på, hvem Ema egentlig er. Er hun en ung skrøbelig danser, der er forvirret over sine mange lyster og ønsker? Eller er hun en nådesløs manipulator, der ufortrødent udnytter sin sensualitet og kropslige charme til egen vinding?

Som filmens hovedrolle er Ema et uventet mysterium. Man er aldrig helt sikker på hendes intentioner eller uforudsigelige handlinger, hvilket skaber en distance til hende som en relaterbar karakter.

Dette ses eksempelvis i en farverig sex-montage, hvor vi ikke udelukkende ser Ema have sex med sine tre primære partnere (ja, det kompliceret), men også tilfældige baggrunds karaktere, som hun har ambivalente forhold til. Var det blot en våd drøm eller et indblik i Emas uforudsigelighed?

Ema besidder samtidigt en rå spydighed, der især kommer til udtryk i forholdet til kæresten (eller ex-kæresten?) Gaston og som faktisk gør hende ret svær at holde af. Med tilbagestrøget platinblondt hår, en gennemtrængende urban stil og et forførende smil på læben, formår Ema dog stort set at charmere sig ud af denne problematik. Man lærer hurtigt, at dette er en del af hendes rebelske natur og lader sig rives med i hendes mystiske og førende dans, der evner at gøre filmens handling sekundær.

Mere for øjet end for øret

Udover Emas egen betagende natur, er det især filmens sceniske og musikalske stil, der efterlader et stort indtryk. Da Ema er på spansk, kræver den en del opmærksomhed for seeren, da det er ikke et plot man primært lytter til, mens man strikker eller skærer græskar (medmindre man kan spansk, selvfølgelig).

Dette er dog en fordel for filmen, da det som sagt ikke er selve plottet, som der vindes point for.
’Ema’ brillerer i dens visuelle udtryk.

Hver scene består af et lækkert farvespil, der gennemløbende skaber en umiskendelig sammenhæng mellem scenerne. Dertil er den chilenske baggrund rig på kultur og et levende byområde, der sætter stemningen for Emas ’street’-fashion og rå attitude.

‘Ema’ forløber dertil visuelt i et flydende flow. Scenerne overgår let og elegant fra den ene til den anden, og der er en ustoppelig strøm i historiefortællingen. Og med et soundtrack, der både byder på toner fra Nicolas Jaar og sej kvindelig chilensk rap, er det svært ikke at føle den chilenske gadekunsts tydlige aftryk.

Lever ’Ema’ op til forventningerne?

Da ‘Ema’ udelukkende kan streames i Danmark og derfor ikke får biografpremiere, kan man hurtigt komme til at tro, af den er af lav kvalitet. Dette er dog ikke tilfældet for den visuelt stærke ’Ema’. Især når der dertil bliver brugt en vild flammekaster (nej, ikke betjent af pyromanen Polo).

Dog har filmen for store ambitioner for sit plot, der simpelthen bliver for mystisk. Er det en film om parforhold? Dans og kunst? Adoption og familieliv? Eller noget helt fjerde? Den har for mange bolde i luften, hvilket uheldigvis kan få publikum til at miste fodfæste. Men måske handler det bare om at lade kroppen falde?

Selvom ’Ema’ sommetider lider under dens forvirrende præmis og uforsvarlige handlinger, kompenserer dets charmerende protagonist og farvestrålende sjæl for dette. ’Ema’ lever derfor stort set op til mine høje forventninger, selvom handlingen godt kan karakteriseres som at være en smule for kaotisk.