Filmen om Emily Brontë handler mere om kærlighed og familiedrama, end hendes egentlige forfatterskab. En undervældende oplevelse med manglende dialog og for mange del-plots.

Det virker oplagt at se Emma Mackey træde ind i rollen som en af de største forfattere, efter at have spillet den litteratur-elskende Maeve Riley i Sex Education (2019-). Trods hendes fantastiske indlevelse i karakteren, kommer man alligevel ikke så tæt på Emily som håbet.

Vi følger Emilys ungdom som outsider i 1800-tallets strenge, religiøse samfund. De fire Brontë-børn lever deres liv efter farens ønsker, men har alle en forkærlighed for skrivekunsten. Forskellen er bare, at Emily lever sig så meget ind i sit dagdrømmeri, at hun bliver byens “sære fisk”. Heldigvis har hun sin rebelske bror, der forstår hende bedre end nogen anden, men samtidig trækker hende med ned i sin selvdestruktive adfærd.

Ingen dybere tilknytning

På trods af at hele familien er forfattere, bruger de sjældent deres ord til at skabe stærkere relationer. I stedet skal lange indstillinger i slow-motion vise de store følelser. Dog er en af de bedste scener den, hvor Emily og hendes bror, Branwell (Fionn Whitehead) snakker om deres liv og fremtidsdrømme.

Selvom han inspirerer Emily til at følge sine drømme, bliver man frustreret over, at hun blindt følger hans dårlige opførsel. Det er forståeligt, at hun har brug for at gøre op med samfundsordenen, der ikke lader kvinder tænke selv, men hvorfor ikke bruge sine ord? Straffen er vel den samme, om man tager opium eller man udgiver en bog?

Den samme mangel på dialog gælder i Emilys kærlighedsliv, da hun indleder en affære med farens assistent William Weightman (Oliver Jackson-Cohen). Det kan være et kunstnerisk valg, men man kan simpelthen ikke gennemskue hvad Weightman tænker. For eksempel, da han lige pludselig holder op med at snakke med Emily, fordi han synes hun er ugudelig – hvor kommer den tanke pludselig fra? Han ender med at blive filmens fladeste hovedkarakter, fordi han kun er relevant i kraft af Emilys interesse i ham.

For meget at gabe over

Det er dog ikke fordi, at karaktererne slet ikke snakker med hinanden; filmen er trods alt to timer og ti minutter lang. Det virker bare som om, at historien har for mange del-plots til, at man kan uddybe dem yderligere.

Morens gamle maske spiller for eksempel en væsentlig, men tvetydig, rolle. Først bruges den som et symbol på, at man kan være lige den, man vil. Derefter begraver Emily masken i baghaven, som tegn på, at hun begraver sine drømme. Hun graver den senere op igen, og her bruges den mere som en maske, der skal skjule hendes følelser.

Derudover kunne familiedynamikken også sagtens have være hovedplottet. Storesøsteren Charlotte opfylder alle farens krav, men kan umuligt undgå at føle det samme pres som Emily. Lillesøsteren Anne bliver stærkt påvirket af byens holdninger, og siger overrasket til Emily “det er som om du faktisk tror på dine historier”. Til sidst er der den komplekse bror, som elsker Emily højt, men han ender med at modarbejde hendes forhold til Weightman, fordi han ikke selv kan lide ham.

Det er synd, at filmen ikke har et skarpere fokus eller giver mere plads til at udvikle karaktererne. Forventningen til at den skulle være Emilys store livsfortælling, rammer ikke helt plet. Alligevel var det en utrolig smuk og underholdende film, og efterhånden som jeg tænker mere over den, får jeg lyst til at se den igen.