Børn og barnlige sjæle har ikke været artige nok til at få en god film i julesokken i år. ’Emma og Julemanden’ er et stykke energiforladt kul, der hverken underholder eller betager på sin vej gennem skorstenen.

Da jeg nævnte, at jeg skulle anmelde den her film, udbrød folk – ganske ukonkret – at jeg altså skulle ”huske at se den som et barn!”. Det ved jeg ikke helt, hvordan man gør. I hvert fald ikke uden at gøre en røverkule af mit hjerte. I min verden er det filmens job at få mig i den tilstand. Der hvor man får tilbageblik til børnetimerne med savlindsmurte slikstykker spyttende ud af sladdersprækken, alt imens man peger, jubler og på ingen måde kan styre sin begejstring for hvad, der foregår på skærmen. Det var ikke den magiske rejse som ’Emma og Julemanden’ tog mig på. Langt fra.

Slatten vin på nye flasker
Elverdronningen (Milla Dinesen), beskæmmende benævnt Slatten Langpat af elverfolket, er en forbandet led diktator. Den før så smukke og gode dronning er blevet forvandlet efter et falleret kærlighedsforhold til den jyske konge. Hun flår sit hjerte ud, fryser det ned og forbyder kærlighed i hele elverriget.

Den elskværdigt tungnemme julemand (Lars Hjortshøj) og hans evigglade kone Julie (Camilla Bendix) har fået stjålet deres nyfødte søn. Kidnapning er selvfølgelig orkestreret af filmens tiltænkte komiske duo: de to elviske håndlangere Pind (Esben Pretzmann) og Towli (Rune Tolsgaard). Nissebanden allierer sig derfor med elverknægten Rod (Malte Houe) og menneskebarnet Emma (Sofia Suppli Callesen) i jagten efter at generhverve sig elverdronningens frosne hjerte.

Mondæn og møgkedelig
Mille Dinesen leverer den mest helhjertede skuespilpræstation ud af en skræmmende lad landhandel. Lars Hjortshøj gør det nogenlunde overbevisende som en julemand, der minder om en klovnet, børnevenlig Robert Dølhus – faktisk i en sådan grad at jeg nærmest sad og ventede på, at han ville sige: ”Du skal ikke ødelægge julen for mig, din langpattede elverkælling!”.

Duoen fra Angora formår faktisk ikke på noget tidspunkt at få mig til at smile. En skuffende oplevelse, men det var bestemt heller ikke hos dem, de få gode replikker blev parkeret. Børneskuespillerne gør det heller ikke prangende, og ligegyldigheden i præstationerne føles helt kvalm til tider. Filmens højdepunkt er en ganske kort scene med Søren Malling som ærkejysk, fordomsfuld tankpasser.

Jagten på den brede pengepung
Det største problem er, at filmen overhovedet ikke formår at skabe en magisk julefilmstemning. Forventningen var ikke en nyklassiker inden for genren, men jeg regnede med noget mere juleri, end jeg fik. Man kommer sgu bare ikke til at tænke på hjerternes fest af, at et elverrige i Jylland skal reddes. Det føles forceret, og hele idéen virker mindre som et spændende juleeventyr og mere som et middel for at få lidt ekstra finansiering.

Filmen er sikkert tålelig for den tiltænkte målgruppe, men for mig var den aldeles hjerteløs. Der var sgu ikke meget magi i luften, og man kan retmæssigt ændre undertitlen til ’Jagten på den brede pengepung’. Der findes ellers læssevis af gode eksempler på julefilm, som betager på tværs af demo- og geografier. ’Emma og Julemanden’ er ikke en af dem. Langt fra.