Talkshowet Late Night med Kathrine Newbury (Emma Thompson) synger på sidste vers. Dalende seertal og beskyldninger
om at alle jokes, Katherine leverer, er skrevet af hvide mænd (hvilket er sandt), har bragt det ellers ikoniske show på randen af en sløjfning.
Heldigvis kan sidstnævnte jo rettes op på ved at ansætte en kvinde til stor utilfredshed for de mange mandlige ansatte i Kathrines stab. For da den komplet uerfarne fabriksarbejder Molly (Mindy Kaling) ansættes på baggrund af sit køn snarere end sit talent, begynder den afslappede lockerroom-stemning på den mandsdominerede arbejdsplads at smuldre.
Mollys mangfoldige input bliver svært undertrykt af sine privilegerede kollegaer, der supplerer deres surmuleri over hendes ansættelse med #MeToo-brokkerier og udsagn såsom: “I wish I was a woman of color, so I could get any job I want!” Men måske gemmer Mollys ansættelse på mere end bare opfyldningen af den rigtige demograf-kvote på arbejdspladsen…
Kvinder, der hader kvinder
I bedste ’the Devil Wears Prada’-stil giver Thompson den fuldt ud som en Meryl 2.0. Sjældent har nogen chef været så egoistisk, ambitiøs og umiddelbart kvindefjendsk – og sluppet godt fra det. Katherine er nemlig fuldstændig ligeglad med alle andre sig selv. Faktisk kan hun ikke engang bekymre sig med noget så basalt som at huske sine medarbejderes navne. Dette udløser en komisk running gag, hvori Kathrine navngiver samtlige af sine tekstforfattere med et tal. Det er utrolig vellykket og et fedt personligt lag at tilføje, taget hovedkarakterens absurde persona i betragtning.
Ligegyldigheden betyder også, at Kathrine ikke rigtig har tid til at gå op i, hvad du ved fødslen er blevet udstyret med mellem benene. Desværre er det hos resten af staben og selv den ellers oplagte fortaler for ligestilling, Molly, noget som ikke overses. Hos dem bliver køn, race og seksuelle tilnærmelser anvendt våben i en evig og trættende kamp om at undergrave sin næste.
Monkey see, monkey do
Thompson besidder en naturlig timing, som sidder lige i skabet og er fantastisk sjov. Så sjov, at ‘Late Night’ sjældent lader hendes punchlines gå stille for sig. For ligegyldigt kvaliteten af den afdankede talkshowværts humor, akkompagneres ethvert udsagn stort set altid af et brølende bifald fra seerne i studiet. Hvis ikke dét, er det klip af grinende kollegaer, der med en café latte i hånden griner højlydt og klapper hinanden på ryggen over Thompsons “geniale” morskab.
For hvis mennesker på skærmen griner, så må det jo også få publikum med på vognen. Det er et godt gammeldags kneb og den primære grund til, at samtlige talkshow og sitcom har et publikum med sig under optagelserne, udover det faktum, at det underbygger et mere naturligt flow for den optrædende. For hvis publikum griner, så følger man trop. For du vil gerne være med i hulen, ikk’ Mulle?
Halvflad dåselatter
‘Late Night’ ender som en nogenlunde underholdende feel good-film, der understreger, hvor vigtigt det er, at alle stemmer bliver hørt. Thompson er selvfølgelig fantastisk, men intet nyt under solen dér.
Kalings småforvirrede forfatterrolle supplerer fint skuespillerindens egen sande historie som tidligere producent, manuskriptforfatter og skuespiller i den amerikanske ‘The Office’. Men hvis man ikke er kendt i den virkelige Mollys historie, er der ikke meget at hente hos Kalings karakter.
Der skal ventes længe imellem de gode punchlines, hvilket er skuffende for enhver film, der brander sig på at være en komedie om komikere.