I år drager Nosferatu mod Odense internationale Filmfestival – OFF. Det er en stor kortfilmfestival i Odense, som fejrer filmen i alle former. Der er i år film fra intet mindre end 36 forskellige lande, og vi finder film i langt flere forskellige genrer. Festivalen er ikke bare en af landets største, men med sine 40 år på bagen er den også landets ældste filmfestival, og i modsætning til f.eks. CPH:PIX finder man her nogle store kanoner fra kortfilmsbranchen. Filmfestivalens hovedkonkurrences vindere sendes direkte videre til Academy Awards. Det er derfor med høje forhåbninger og løftet pande, at Oskar og jeg den 24. august vender mod Odense for at deltage i OFF 2015.

Vi kommer en smule sent af sted fra København, men kl. 16 kan vi, svedige, trætte og oplagte, stige ud af bussen. Snart sidder vi til ugens første filmvisning – ‘OFF10’ – en del af OFF’s hovedkonkurrence. Hovedsalen er fyldt, men en ekstra sal bliver åbnet, så vi og en række andre også kan få plads. Vældig smart og professionelt – meeeen… lyset i salen bliver aldrig helt slukket, og vi kan aldrig helt se det øverste af skærmen. Samtidig kan døren til lokalet ikke lukkes helt, og folk bliver ved med at komme ind og kigge under visningen. Forholdene er altså ikke helt formidable, men filmene er da… nogenlunde. Der er i alt seks film, og kvalitetsniveauet er aldrig helt i top.

To film er decideret dårlige. Den ene virker som om, målet er at være ubehagelig. Bunden af kransekagen er dog ’Transit’ – en film på minimum fire timer (sådan føltes det i hvert fald), hvor man ikke ser andet end helikopter- og kranskud af New Yorks gader. Nogle gange er vinklerne sikkert innovative, men alt i alt er det simpelthen mere interessant at kigge på de andre biografgængeres påklædning. Filmen kan muligvis anbefales til fans af ’Man With a Movie Camera’ (1929).

Den bedste visning er den tyske film ’Bär’, som fortæller en rørende historie om instruktørens farfar igennem gamle familiebilleder – hvor farfaren er photoshoppet ud og erstattet med en grizzlybjørn. Bjørnen ses bl.a. med faldskærm over Holland under anden verdenskrig og i færd med at male et billede på naboens hus. Det lyder sikkert dumt, men billeder af denne bjørn skaber simpelthen et så stærkt engagement i en historie om en meget gennemsnitlig farfar, at man både føler med ham, når han skal flytte fra sit gamle hus, og når han til sidst dør efter en længere sygdomsperiode.

Filmisk bliver aftenens klimaks dog, da vi går til åbningsceremonien – et længere show med en masse taler samt film fra tidligere festivaler. Dette er nogle af de bedste film fra andre år, og niveauet er bare langt højere. Den første film, der vises, er en fransk film om en mand, der gennem hele sit liv har spillet på det samme lotto-nummer hver eneste dag. Den dag, hvor nummeret trækkes, har han imidlertid glemt at spille.

Alt i alt blev det en lidt blandet pose bolsjer. Vi gik fra decideret dårlige og lettere middelmådige film til Oscar-vindere senere på aftenen. I morgen håber vi på at være en smule mere imponerede over det ‘rigtige’ program.