Hjemvendt fra USA med den stjernespækkede fiasko ’Serena’ i ryggen, starter Susanne Bier forfra med det ganske udemærkede danske drama ’En chance til’.

Liget af Susanne Biers sidste film ’Serena’ er knapt nok blevet koldt, før hun nu igen er i biograferne med en ny film. Denne gang har hun imidlertid bevæget sig fra Hollywood-malstrømmen ind til lavere vande i den danske andedam. Med den garvede manuskriptforfatter/instruktør Anders Thomas Jensen og dygtige danske skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas med på holdet, har Susanne Bier bevæbnet sig med redskaberne til at kunne skabe en glimrende film. Dette lykkes hun delvist med.

I filmen følger vi politimanden Andreas, spillet af Nikolaj Coster-Waldau, og hans politimakker, Simon – spillet af Ulrich Thomsen. Da de en dag undersøger et husspektakel hos et junkiepar, finder de et forsømt spædbarn liggende i sin egen afføring. Andreas, der lige selv er blevet far, advokerer kraftigt for at få det tvangsfjernet, men de sociale myndigheder vurderer, at barnet ikke er blevet mishandlet nok til, at de kan gøre noget. Større tragedier venter imidlertid, da hans søn Alexander en nat ikke vil vågne. Andreas’s svenske kone, Anna, bryder mere eller mindre øjeblikkeligt sammen og truer med at slå sig selv ihjel. I et desperat forsøg på at løse alle problemerne samtidigt, tager Andreas det skæbnesvangre valg at bytte Alexanders lig ud med Junkieparrets levende barn, Sofus. Vi følger herefter valgets umiddelbare konsekvenser for Andreas og hans kone, men også for barnets forældre Tristan og Sanne spillet af en usædvanligt ubehagelig Nikolaj Lie Kaas og debutanten May Andersen.

Velspillet men konstrueret fortælling
Filmens præmis med en retskaffen mand, der stjæler en baby fra et forfærdeligt hjem, er både spændende og voldsom. Den understreger tydeligt det grundlæggende tema, om hvordan almindelige mennesker kan finde på at bevæge sig i grænselandet mellem rigtigt og forkert. Fortællingen ender dog med at synes en smule konstrueret, idet Andreas tilfældigvis finder en baby på samme alder, størrelse, og med samme øjenfarve og generelt udseende som hans egen, samtidigt med at denne tragisk omkommer. Sammen med et par lettere stereotype karakterer, giver dette filmen et melodramatisk præg, der kolliderer med filmens intention om at fortælle en ægte og barsk historie om nogle mennesker, der har det svært.

Manuskriptet, der er skrevet af den garvede filmmand Anders Thomas Jensen, er ellers spændende, fremadskridende og fastholder dygtigt seerens opmærksomhed helt indtil rulleteksterne. Ligeledes er de fleste af skuespilspræstationerne i filmen også rigtigt fine. Det lykkes Nikolaj Coster-Waldau at hælde nok følelse og vilje i ideen om en babystjælende politimand til, at karakteren ender med at være troværdig. Værd at fremhæve er også svenske Maria Bonnevie, der glimrende realiserer rollen som Andreas’s ustabile ægtefælle, og debutanten May Andersen der tidligere har gjort karriere som meget tynd model, men i denne film troværdigt portrætterer en meget tynd misbruger.

’En chance til’ er dermed en film, der lever på glimrende skuespilspræstationer og et medrivende plot. Fortællingen er dog ikke uden sine ujævnheder og det lykkes aldrig Susanne Bier at føre bolden helt i mål. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at ’En chance til’ er en ganske udmærket og anbefalelsesværdig biografoplevelse.