Léa Seydoux leverer en blændende flot præstation i Mia Hansen-Løves livsbekræftende romantiske drama, der vandt Europa Cinemas Label-prisen ved Cannes.
Siden sit gennembrud som blåhåret kunststuderende i ’Adèles liv’, har franske Léa Seydoux udvist en enormt stor alsidighed på tværs af roller og kontinenter.
Den 37-årige pariser har medvirket i alt fra smalle artfilm på sit modersmål til internationale blockbusters, og i hver sammenhæng har hun haft en evne til at fortrylle og fastbinde seeren med sin særegne skønhed, naturlige karisma og ikke mindst et strålende talent for at spille skuespil uden de store fagter.
Det samme gør sig gældende i Mia Hansen-Løves nye spillefilm ’En dejlig morgen’ (på fransk: Un beau matin’), hvor Seydoux indtager rollen som den unge, enlige mor Sandra Kienzler, der bor med sin 8-årige datter Linn i en lille lejlighed omkring Sacré Coeur-kirken i Paris.
Til daglig arbejder Sandra som freelanceoversætter – en levevej, der kræver, at man holder hovedet koldt og er hurtig på aftrækkeren.
Men selv om hun er dygtig til sit fag, der involverer alt fra at tolke amerikanske krigsveteraners oplevelser i Normandiet til højprofilerede retssager, begynder ændringer i hverdagen og familielivet at få betydning for koncentrationsevnen.
Fra vugge til grav
Sandras far Georg (Pascal Greggory) har fået konstateret en aggressiv neurodegenerativ sygdom, der hastigt svækker hans evner til at udføre selv de mest simple opgaver i hverdagen. Værst for ham selv, idet han gennem hele sit liv har været en respekteret filosofiprofessor, er hukommelsen der begynder at svigte ham.
Georg har altså behov for stor støtte og omsorg, hvilket kan vise sig at blive problematisk for Sandra ikke kun tidsmæssigt, men også økonomisk, da ældreplejen i Paris er et djævelsk system.
Mia Hansen-Løve er kendt for sine realistiske slice-of-life fortællinger, der ofte bygger på personer og begivenheder fra sit eget liv som i ’Eden’ og ’Dagen i morgen’.
Og mens det melodramatiske ikke fylder det store i instruktørens film (der er næsten intet at finde), får hun stadig én til at føle, da de situationer Hansen-Løves karakterer befinder sig i, vil være genkendelige for de fleste, der har oplevet kærlighed, sorg og tab.
I sine tidligere film har den franske instruktør med det danskklingende navn ofte haft ungdommen samt den bitre overgang fra barn til voksen i fokus. Derfor virker det kun naturligt, at ’En dejlig morgen’ går en ny vej og skildrer mødet mellem ungdom og alderdom, og hvordan man på et tidspunkt må indse, at den person, man engang kendte og elskede, ikke er den samme mere.
Ét styks forbudt fransk kærlighed, tak
Endnu en omvæltning rammer Sandra, der ellers for længst har givet op på sit kærlighedsliv, da hun pludselig støder ind i sin gamle ven Clément (Melvil Poupaud). Egentlig er han lykkelig gift med sit livs kærlighed og har et barn. Men der opstår gnister mellem de to og en lidenskabelig affære påbegyndes.
Den forbudte kærlighed bringer stor glæde til Sandras hverdag, men også tvivl, da Clément har et ben i hver lejr og ikke kan tage den nødvendige beslutning. Gåture i offentligheden bliver til gemmelege, og den konstante fare for at blive opdaget tager hårdt på dem begge.
Kemien mellem Seydoux og Poupaud er elektrisk, men det er indiskutabelt førstnævnte, der gang på gang stjæler showet med sit fantastiske minespil.
Filmens absolutte højdepunkt, og den scene der har brændt sig fast på nethinden hos undertegnede, er så simpel, som noget kan være. Efter en gedigen lortedag sætter Sandra sig ind i bussen, der tager hende fra det forfærdelige plejehjem hendes far er blevet anbragt på og til hendes lejlighed, fuldstændig magtesløs og udmattet. Hun er klar til at give op, men en sms fra Clément sender hende ud i et rørstrømsk øjeblik, hvor grin og gråd smelter sammen. Léa Seydoux’ ekspressive øjne fortæller hele historien.
Mia Hansen-Løve gør det Mia Hansen-Løve gør bedst
Man sidder dog tilbage med en følelse af, at der godt måtte snige sig en smule melodrama ind i fortællingen. Bare lige en knivspids. Men det ville betyde, at Hansen-Løve skulle bryde sine egne regler.
Persongalleriet er snævert, men interessant, og den 42-årige instruktør foretager sig nogle fornuftige valg ved at udelade information, som man selv må tænke sig til, for i stedet at fokusere på de små detaljer, der bedst fremhæver karakterernes væsen.
På papiret lyder alderdom og forbudt kærlighed bestemt ikke som to opløftende temaer, men det er de små lysglimt i den drøje hverdag, som Mia Hansen-Løve fremstiller i ’En dejlig morgen’, der giver én tro på livet, og at det hele nok skal gå.
Det giver Léa Seydoux i hvert fald én troen på, i sin nok bedste præstation til dato.
