Bag den lange og krøllede titel gemmer sig en lille sær perle af en film, der er ligeså svær at forklare, som den er fornøjelig og se.

Med sin egen særlige stil der ikke ligner noget andet, nogen anden, nogensinde har lavet er Roy Andersson tilbage med den sidste del af sin trilogi om det at være menneske. Med en lang række indstillinger, der bedst kan beskrives som levende malerier, præsenterer Roy Andersson os for en vidunderligt bizar verden, der hovedsageligt er befolket af grimme svenskere, som siger mærkelige ting. Roy Anderssons stil er både slående og smuk, og filmen er på godt og ondt domineret af dens visuelle udtryk. De vilde billeder efterlader på den måde ikke meget plads til andre elementer som skuespil eller fortælling. De medvirkende ender ofte med at indgå som en slags levende rekvisitter i en mere eller mindre ikke eksisterende historie. At lave en følelsesladet og plotdreven film var nok heller aldrig intentionen fra filmskabernes side, og de ofre, man har gjort sig i forhold til publikums indlevelse, har været til fordel for et kompromisløst visuelt udtryk.

Kong Karl den 12.
I den udstrækning der overhovedet er et plot, handler filmen om de to lettere deprimerende spøg og skæmt sælgere, Sam og Jonathan, der vandrer rundt og forsøger at sælge deres varer. Oplevelsen i filmen er imidlertid at gå på opdagelse i Roy Anderssons rimeligt surrealistiske version af Sverige. Vi er på den måde vidne til, at en almindelig svensk bodega pludseligt bliver besøgt af 1700-tallets kong Karl den 12., der rider ind på sin hest, fortæller at han er på vej i krig for at slå russerne og lægger an på en ung mand i baren for så at gå igen. Man er flere gange i tvivl om, hvad der præcist foregår, og hvad det hele skal betyde. Heldigvis føler man sig aldrig dum, da filmens tone er tilpas  morsom og uhøjtidelig, til at man accepterer de mange mærkelige indfald som en skæv kommentar til livet mere end et forsøg på at kommunikere en svært forståelig sandhed.

Filmen er en komedie mere end noget andet. Alle filmens replikker er leveret med tung deadpan humor, og de tykke og grimme karakterers placering i de sjove billedekompositioner gør dem ofte sjove i sig selv. Filmen har en god længde på omkring 90 min., og den stopper lige før, man begynder at kede sig.1

’En due sad på en gren og funderede over livet’ er en helt særlig biografoplevelse, man ikke skal snyde sig selv for. Det, der gør den særlig og seværdig, er dog samtidig også dens største svaghed. Den imponerende visuelle stil er grunden til at se filmen, men bygger samtidig en mur mellem publikum og indlevelsen i filmen.