Af Gry Bak Jensen

”Hvem er du?” spørger vores hovedperson Ditte på et tidspunkt sin kæreste Peter. Det er ikke fordi hun gerne vil vide hvem han er, men en understregning af hendes egen identitet som en Rheinwald. Ditte er en Rheinwald før alt andet og med navnet Rheinwald følger en stor arv og byrde.

Rheinwald er et bagerfamiliedynasti ledet af Dittes far, den hårdtarbejdende Richard Rheinwald (Jesper Christensen). Familiebageriet er hofleverandør og brødet er baseret på en oldgammel surdej, som Dittes farfar egenhændigt medbragte fra Tyskland i en fjern fjern fortid.

I En Families åbningsscene lærer vi, at Ditte er en ung fremadstræbende gallerist, der netop har fået tilbudt drømmejobbet i New York. Hun lever i et kærligt forhold med kunstneren Peter, der hellere end gerne vil følge hende til New York. Stort set lige efter at jobbet i New York har budt sig til finder parret ud af at Ditte er gravid. Graviditeten skaber stor glæde hos begge, men Ditte kan jo ikke både tage jobbet i New York og få barnet. Der skal træffes et valg og valget står mellem de to goder: Ønskebarnet hjemme i Danmark tæt på familien mod livet iblandt verdens kunstelite i New York.

Ditte vælger New York. Og når den slags valg bliver truffet, ved vi godt som publikum, at den beslutning kommer tilbage og forfølger hende.  Og selvfølgelig gør den det!

Ditte er fars pige og det er i hende han ser sig selv. Kort efter Dittes abort og før afrejsen til New York rammes faren Richard af kræft i hjernen. Og Ditte fanges igen mellem to umulige valg – loyaliteten over for sin far eller drømmen sammen med Peter I New York. En drøm, der allerede har kostet dyrt.

Richard er patriark med stort P og hele familiens synes at snurre om hans finger og følge hans humør – godt eller skidt. Kræften i hjernen gør Richard bitter og barnlig, hvilket resultere i manipulerende og ondskabsfulde bagholdsangreb på hans ellers så dedikerede familie. Og da Rikard foreslår at Ditte skal overtage familievirksomheden, har hun svært ved at fornemme uretfærdigheden og den egoisme der også følger med familienavnet Rheinwald.

Det er i dette dilemma En Familie udspiller sig. Og man er i godt selskab langt hen af vejen. Pernille Fischer Christensen er en fremragende personinstruktør og særligt scenerne mellem Lena Maria Christensen og Pilou Asbæk som parret Ditte og Peter er vanvittigt vellykkede.

For mange brødmetaforer og et lidt for påklistret soundtrack er dog med til at trække i den forkerte retning. Soundtracket, der ellers er spækket med Danmarks pt. bedste bands som f.eks. Murder, Cody og Rumour said Fire virker flere steder lidt for gavmildt drysset hen over filmen uden nogen egentligt fortællermæssig begrundelse – en form for musikmisbrug der er smittet af fra Amerikanske såkaldte indiefilm.  Det får filmen til at virke en smule poppet, hvilket den egentligt slet ikke er.

Der er også noget fortættet og klichefyldt over filmen, der forstyrre indlevelsen og skaber en let distance til karaktererne.

Man savner flere steder et pusterum, når den ene intense scene efter den anden overtager lærredet og dilemmaerne nærmest stables oven på hinanden.

Og samtidig med dette voldsomme følelsesmæssige bombardement står tiden mærkeligt stille. Det er som om vi aldrig bevæger os ud af juli måned. Solen bliver ved med at skinne, fuglene synger, karaktererne er brune og i sommertøj fra start til slut – imens bliver Ditte gravid og abortere, Richard bliver erklæret rask og syg igen og forholdet mellem Ditte og Peter kølnes. Årstidens stilstand skaber fornemmelsen af, at alle følelser er på højkant – hele tiden og det overskygger nuancerne i den ellers fine karaktertegning.

Det er som sagt ikke alt ved En Familie der er lige vellykket, men der er øjeblikke hvor den rammer helt rent – og når den gør det, er den både mere vedkommende og nærværende end mange andre film.

4 ud af 6 stjerner.